Generation handball

Landsholdsspiller skifter klub

torsdag. 16. februar - 2017 af Claus Sonne  | Foto: Skjern Håndbold


Skjern Håndbold fortæller følgende på sin hjemmeside: 

Emil Bergholt har valgt at søge nye udfordringer til sommer.

Til sommer vinker Emil Bergholt farvel til sin barndomsklub. Den 19-årige stregspiller, som er i gang med sin tiende sæson i Skjern Håndbold, har valgt at søge nye udfordringer til den kommende sæson.

En svær, men nødvendig beslutning, fortæller Bergholt.

- Jeg har udviklet mig og lært en helt masse i Skjern. Man får ikke bedre streg-rådgivning i Danmark end fra Thomas Klitgaard og Bjarte Myrhol – og al den erfaring tager jeg med videre.

- Men jeg føler mig klar til det næste skridt i min karriere, og det kræver mere spilletid og en større rolle i kampene. Det bliver meget vemodigt at tage afsked med klubben til sommer - det er forhåbentligt ikke et farvel, men på gensyn, siger Emil Bergholt.

Stregspillerens beslutning om at forlade de grønblusede vækker blandede følelser frem i bestyrelsesformanden, Carsten Thygesen.

- Det er aldrig sjovt at skille sig af med en spiller, som har været i klubben altid og er grøn helt ind i knoglerne. Emil Bergholt har været igennem en positiv udvikling siden liga-debuten for to år siden, og derfor var vi også interesserede i at forlænge kontrakten.

- Omvendt har vi fuld forståelse hvorfor Emil har søgt nye udfordringer og ønsker ham alt det bedste fremover, siger Carsten Thygesen.

Emil Bergholt har optrådt 68 gange på ligamandskabet, mens det er blevet til 15 kampe på U-21 landsholdet. Skjern-stregen blev i 2015 kåret til Årets Talent i klubben.


Til toppen ↑