Generation handball
  • Vies

Referat: Elite Cup U18 drenge

mandag. 20. marts - 2017 af Claus Sonne  | Foto: Privatfoto


Århus Håndbold har leveret følgende referat fra lørdagens Elite Cup finale i U18 drenge.

UH Esbjerg – Århus Håndbold 35-34

Lerpøthallen lugtede af sved, nerver og 5 gennemførte Elite Cup finaler, da dagens sidste kamp blev fløjtet i gang lørdag aften. Spillerne fra Århus Håndbold var klar til at give alt hvad de havde i sig - godt flankeret af Milo og heppekor på sidelinjen.

Esbjerg scorede kampens første mål, men Århus kom hurtigt efter, og de 2 hold fulgtes ad til stillingen 4-4. Efter en timeout forlangt af Århus, skruede de orange op for kadencen, og på ganske kort tid fik de øget til en føring på 8-4. Esbjerg bed imidlertid fra sig, og med 4 hurtige scoringer var der pludselig udlignet til 9-9. Vinther trak et straffekast, da han blev kantet på et fløjskud, og Sebastian Jensen scorede sikkert, og bragte Århus tilbage i front. Det skulle desværre ikke blive så let at fastholde føringen imod et viljestærkt Esbjerg hold, der med Anders Christiansen på stregen gjorde livet overordentlig svært for Århus forsvaret. Ved pausen var stillingen således 16-14 i Esbjergs favør, og der var lidt at tale om for de gæve aarhusianere i pausen.

I anden halvleg gik Århus i gang med en indædt kamp for at indhente Esbjergs forspring. De reducerede til 16-17, men da Moussa Dembele trak en 2 minutters udvisning, så det sort ud. Et velplaceret hopskud fra Mads Grabe, en klasseredning fra Jakob Grønfeldt og et gennembrud med scoring fra Jonas Normann betød imidlertid, at Århus vandt undertalsperioden og kom foran 18-17. En 2 minutters udvisning til Esbjerg fik pulsen op hos vestjyderne, og med 3 hurtige scoringer fra Grabe og Mathias Petersen var Århus pludselig foran 22-18, og Esbjerg tog timeout.

De talte tydeligvis om noget klogt i deres timeout, for næppe var kampen fløjtet op, førend først Andreas Lai og dernæst Nicolai Vinther blev udvist, samtidigt med at Esbjerg fik straffe. Heldet var med de orange, og Esbjergs Anders Christiansen brændte skuddet. Med ihærdigt forsvarsarbejde kom Århus igennem undertalsperioden med 1-2 og stillingen var således 23-20. Kort efter trak Århus straffe, som Sebastian desværre brændte, men Århus var stadig foran 24-21. Esbjerg skruede op for tempoet og udnyttede, at Århus havde meget svært ved at dække den tårnhøje stregspiller. Efter 18 minutter stod der 26-25, og Århus tog timeout.

Desværre kom Esbjerg tilbage fra timeouten som lyn og torden og kom på ingen tid foran 27-26. Efter 24 minutter stod der 30-30, og intensiteten var næsten til at føle på. De orange fandt et ekstra gear og Møller og Vinther fik med hurtige aftræk bragt Århus i front 32-30. Efter 27 minutter får Jonas Normann 2 minutter, og der skal igen arbejdes med forsvaret! Esbjerg får reduceret til 32-33, og da Moussa Dembele ved stillingen 33-34 trækker endnu en 2 minutters udvisning, var spændingen i hallen næsten uudholdelig. Vinther redder Århus med en sikker scoring fra højre fløj, og selvom Esbjerg når at reducere i den anden ende, trækker Århus Håndbold sig sejrrigt ud af kampen, der slutter 35-34!  

Flot og spændende kamp, der bestemt var en finale værdig!

 

For Århus spillede:

Mads Grabe (9), Mathias Møller (6), Sebastian Jensen (5), Mathias Petersen (5), Nicolai Vinther (4), Jonas Normann (3), Andreas Lai (2), Nicklas Pallesen (1), Moussa Dembele.

I målet Jakob Grønfeldt og Julius Faldborg.


Til toppen ↑