Claus Hansen: Ser frem til at kombinere det bedste fra alle verdener

Tidligere i dag blev det offentliggjort, at Claus Hansen bliver tilknyttet ISI Idrætsefterskole. Den nuværende talentansvarlige i DHF sagde for nylig sit job i op i frustration over arbejdsbetingelserne.

Ubold har taget en snak med Claus Hansen om det nye job, hvor han ikke kun skal beskæftige sig med håndbold, men også med blandt andet golf og volleyball.

- Det trigger mig at skulle arbejde i et alsidigt miljø. I mit job i DHF har jeg lånt med arme og ben fra andre idrætsgrene, for jeg tror ikke på, at vi skal arbejde 'i søjler'. Der er ting fra de enkelte idrætsgrene, der kan implementeres andre steder til gavn for udøvere og trænere, siger Claus Hansen og tilføjer:

- I den korte version handler det om at tage det bedste fra alle verdener for at flytte nogle unge mennesker. I min optik handler det også om dannelse og om at lave hele mennesker, for jeg tror på, at man bliver en bedre atlet af at have gode relationer til alle aktørerne omkring én. Det gør dig stærkere.

Det er ingen hemmelighed, at du har været kritisk over for centraliseringen i håndboldsporten. Her spiller din nye arbejdsgiver vel også en rolle?

- Helt sikkert. Langt de fleste efterskoler spiller en rolle her. Min funktion ligger på et mere overordnet plan, hvor jeg, sammen med de dygtige undervisere på skolens linjer, skal forsøge at gøre et i forvejen stærkt miljø stærkere. Jeg skal tilføje miljøet ny viden, jeg skal sikre, at den viden der er på de forskellige linjer kommer så mange til glæde som overhovedet muligt.

- Mit værdigrundlag er det samme, det er en del af mig uanset, hvor jeg arbejder. Jeg vil stadigvæk plædere for, at spillerne bliver i deres miljøer, så længe det giver mening og være fortaler for, at man i foreningerne arbejder med så bred en basis, at der stadigvæk er et lokalt tilbud, selvom der er nogen der søger væk i efterskolealderen.

- Men vi må heller ikke vende det blinde øje til realiteterne. Kravene til ungdomselitemiljøerne er skærpet de seneste år, det kræver et større og større set up at kunne have et hold i den bedste U16 og U18 række. Men vi skal blive bedre til at støtte hinanden; den afgivende klub skal være stolt over det arbejde de har gjort, den modtagende klub skal blive bedre til at anerkende det arbejde den tidligere klub har udført og talenterne skal hele tiden mindes om, hvor de kommer fra. Det skylder de store miljøer de mindre miljøer.

Vil vi komme til at se dig et elitetrænerjob?

- Nej. Jeg vil dog fortsat være aktiv i KLG Håndbold, hvor jeg sidder i bestyrelsen og træner ungdomshold, lyder det fra Claus Hansen og rundet af:

- Nu vil jeg gøre alt for at slutte tiden i DHF af så godt som muligt og aflevere en talentudvikling på herresiden, der er så up to date, som det er muligt indenfor de rammer, forbundet udstikker.