DHF: Mindre bold og baner i U10 er klart en mulighed

I en artikel på Ubold efterlyser Søren Baadsgaard, der er talent-områdeleder i Dansk Håndbold Forbund, mindre baner og bolde i U10-rækken. Betina Lyng Bjerre, der er formand for breddeudvalget i DHF, er helt på linje med Søren Baadsgaard. Og hun kan fortælle, at det faktisk også er elementer, der bliver kigget på i DHF: 

- Så sent som forrige weekend havde vi samlet over 100 håndboldentusiaster til Børnehåndboldsymposium, og her var et af de helt centrale temaer netop, hvordan vi kan organisere fremtidens børnehåndbold, så den i højere grad er indrettet på børnenes præmisser, fortæller Betina Lyng Bjerre og fortsætter: 

- Noget af det, vi kigger meget på i DHF lige nu, er lige præcis, hvordan vi kan udvikle spillet, så det bliver sjovere for børnene, og her kigger vi selvfølgelig også på banens længde og boldens størrelse. Vi har nedsat et udvalg, som skal kigge på spiludvikling og komme med anbefalinger, sådan at vi, når vi også ændrer årgangsstrukturen, er klar med anbefalinger til, hvordan spillet kan udvikles på børnenes præmisser. 

Betina Lyng Bjerre er glad for, at der også i eliteverdenen er fokus på de yngre rækkers spil, og hun siger:

- Selv om bredde- og eliteafdelingen trods alt bor i samme hus, er det ikke altid, at alle ved, hvad der foregår i hinandens afdelinger. Sådan er det jo, når vi har at gøre med en så stor organisation som DHF, hvor de mange medarbejdere og frivillige dels arbejder med forskellige grene af håndbolden, og dels arbejder forskellige steder i landet. Men dette viser, at vi kan blive bedre til at synliggøre vores indsatser – både internt og eksternt. Så det må vi øve os lidt på.