Evaluering på drengenes iagttagelsesstævne

I den seneste weekend var 02-drenge i aktion til iagttagelsestævner på Sjælland og i Jylland. Her er evalueringerne fra de to stævner.

Jakob Rahbek-Slott, områdeleder for talenttræning øst på drengesiden:

- Et par gode træninger fredag som gav talenttrænerne værdifuld information omkring trænerbarhed hos spillerne, og fine kampe lørdag med mere streg- og fløjspil end vi er vant til. Positivt at se at flere hold havde valgt at dække 5:1. Det er både udviklende for spillerne, giver dem bedre mulighed for at vise deres individuelle forsvarskompetencer og ligger i god tråd med fokusområderne i både talenttræningen og HU18.

- Godt at se at der i år var mere ”skyttemateriale” blandt bagspillerne og at de mindre bagspillere fik vist at de også har egne ”våben”  i form af skud og duelspil. Det er tydeligt for os, at netop disse fokuspunkter har været højt prioriteret  i HRØ/FHF regi. Vi fik også set flere forskellige typer stregspillere og fløjspillere, en mangfoldighed i talentmaterialet som er vigtig fremadrettet.   

- Som kommentar til Claus Hansens indlæg om relativ alder kan nævnes, at vi i øst så i alt 49 spillere, heraf var 7 (en spiller var dog skadet) født i 4. kvartal. 61 % født i de første 6 måneder af 2002. Det var  absolut vores indtryk, at de sent fødte spillere klarede sig ganske fint og på ingen måde faldt igennem i weekenden.

Søren Baadsgaard, områdeleder for talenttræning vest på drengesiden:

- Vi fik bekræftet, at der er masser af spændende spillere på alle pladser, og vi har da også udtaget flere spillere end forventet til den kommende samling.

- Det traditionelle billede med svære vilkår for fløje og strege blev bekræftet om den første dag, men en appel til kredstrænerne om at vægte fløjspillet ændrede på dette - for fløjene.

- Vi så mange spændende målmænd, og vi har flere navne på blokken, end vi i første gang kommer til at udtage.

- Det var glædeligt at se fint forsvarsspil i mange af kampene, og det var nok på dette område, at vi blev mest positivt overraskede - også fordi der ikke kun blev dækket 6:0. dermed så vi flere kompetencer sat i spil.

- Alt i alt en rigtig god weekend - og vi glæder os til at se spillerne igen.