FIF og København Håndbold i øget ungdomssamarbejde

København Håndbold og FIF Håndbold fortæller følgende:

København Håndbold og FIF Håndbold har gennem de seneste år arbejdet tæt sammen for at udvikle træningsmiljøet på pigesiden og skabe optimale rammer for Hovedstadens talenter.

Et stærkt fælles ønske om at tilbyde klubbens bedste ungdomsspillere et godt træningsmiljø og ikke mindst fastholde dem i Hovedstaden, har fået København Håndbold og FIF Håndbold til at indgå i et endnu stærkere samarbejde, der sikrer optimale forhold.

– Aftalen er godt nyt for vores bedste spillere på pigesiden i FIF Håndbold. Vi ved, at vi håndboldfagligt kan matche de bedste i Danmark, men vi har haltet lidt på fysikken. Den får vi nu bygget videre på, og det er vi rigtigt glade for, fortæller FIF Håndbolds sportschef Jesper Monrad, der også fortæller, at aftalen sikrer en sammenhæng fra FIF U14 og til København Håndbolds ligahold.

Aftalen indeholder fysisk træning, tests, fysioterapi og skadesforebyggende træning, samt kostvejledning, så rammerne omkring talenterne bliver blandt landets bedste.
– Samarbejdet med vores moderklub FIF og deres fænomenale talentarbejde er grundstenen i København Håndbolds arbejde for at fastholde talenterne i Hovedstaden, og vi er sikre på, at dette er endnu et skridt på vejen mod, at vi på sigt kan få endnu flere af klubbens egne piger at se på ligaholdet, fortæller udviklingschef Troels Banggaard, der slutter:
– Vi nyder allerede godt af talentarbejdet i dag, hvor vi i år har givet tre FIF-piger debut på ligaholdet, og det ser vi meget gerne bliver til endnu flere i fremtiden, og ikke mindst at deres udvikling forsætter, så de bliver til ligaspillere og forbliver i klubben.

Det tætte samarbejde vil blive endnu mere synligt i dagligdagen, når ungdomsspillere og ligaspillere modtager behandling side om side hos fysioterapeuterne, samt træner på samme måde med de fysiske elementer af træningen.