Leder: Det kunne ikke være ret meget værre

Der gik ikke mange sekunder, før jeg havde lagt DHF's link om Claus Hansens kommende stop i forbundet op, før de første kommentarer kom. Og de kommer i en lind strøm - med ordene "katastrofe" og "et stort tab" hyppigt nævnt.

Jeg tilslutter mig gerne de betragtninger og konstaterer, at DHF mister en kapacitet, der ikke bare nationalt, men også internationalt er anerkendt som en talentudvikler fra den hylde, der hænger over den øverste hylde.

Der står i skrivet fra DHF ikke noget om, hvorfor Hansen stopper. Men ifølge Jyllands-Posten har Claus Hansen sagt op ”i utilfredshed med den politiske del i DHF” – avisen peger på samarbejdsproblemer med sportschef Morten Henriksen.

- Jeg trives ikke længere i jobbet, fordi jeg ikke føler, at der er den samme tillid til mig, som der har været. Jeg har ikke længere samme arbejdsfrihed og albuerum, siger Claus Hansen ifølge Jyllands-Posten.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke der sidder adskillige håndboldpolitikere og embedsmænd ude i "systemet"og glæder sig over, at den lille mand fra Lind ikke længere ringer, skriver eller dukker op og undrer sig over, hvorfor systemet nu igen ikke overholder de spilleregler, man selv har sat op. 

Mit yndlingseksempel er nogle år gammelt. Den daværende DHF-sportschef Ulrik Wilbek samt de to DHF-talenttrænere Claus Hansen og Heine Eriksen havde kontaktet JHF for at få svar på en længere række spørgsmål. De handlede blandt andet om, hvorfor JHF blev ved med at lade hold spille flere kampe, end det anbefales i den aldersrelaterede træning (ATK). Og mere i samme boldgade.

Det blev Claus Hansen, der tog mødet med JHF. Med sig bragte han papirer nok til en bog, og i 90 minutter fremlagde han ankepunkterne fra de tre trænere. JHF's svar? I referatet fra mødet stod der: "Havde møde med Claus Hansen. Giver ikke anledning til ændringer". Og man må give JHF, at det var rigtigt - for ATK-anbefalingerne overholdes stadig ikke.

I de snart 5 år, jeg har lavet Ubold, har jeg snakket endog rigtig meget med Claus Hansen. Og jeg kan afsløre, at vi står med en træner, der ikke bare brænder 100 procent for sporten, men vel snarere 1000 procent. En træner, som ud over at lave A-landsholdsspillere også går op i boldstørrelse og turneringsstruktur i U10-rækkkerne - blandt meget andet.

Mens man sidder med det klare indtryk, at mange i "systemet" tænker mere på politik, karriere, position og ture med A-landsholdet end på selve spillet, så siger DHF nu farvel til en mand, for hvem de nævnte ting ikke fylder noget som helst. Til gengæld vil en skannning afsløre et hjerte formet som en håndbold.

Vi snakker om en træner, som Mikkel Hansen kalder "Danmarks bedste ungdomstræner". Og om en træner der har formet et hav af danske landsholdsspillere. Om en træner, der er SÅ respekteret.

Jeg er i forvejen bekymret for udviklingen i dansk ungdomshåndbold, for vores sport er under pres. En af de ting, der har gjort mig mere rolig ved situationen har været Claus Hansen, der er en person mange lytter på - håndboldpolitikerne dog alt for sjældent, efter min bedste overbevisning. Jeg har hele tiden troet, at der i DHF's top sad personer, der kunne se det fornuftige i Hansens ord. Det gjorde der så ikke ...

Jeg kan ikke på stående fod finde den træner, der skal tage over. Dertil er Hansen ganske enkelt for unik. Og selv om man finder en træner, der kan det samme med talenterne, så bliver det vel nærmest umuligt at finde en træner, der både er en knaldhamrende dygtig talentudvikler OG samtidig er den helt store bannerfører for alt det andet, der hører ungdomshåndbolden til.

Står Jyllands-Postens udsagn til troende – og det tvivler jeg ikke på – så DHF valgt politikerne fremfor manden med hjertet. Det er, i bedste fald, modigt. I værste fald – og det hælder jeg mest til – er vi ude i en katastrofe.