Ny talentchef præsenteret i TTH Holstebro

Den tidligere liga-cheftræner Anders Thomsen, bliver talentchef i TTH Holstebro på en 2-årig aftale. I sin stilling skal han være bindeled og koordinator for TTH´s talentudvikling. 

- I TTH har vi ønsket en talentchef som er 100 % dedikeret til udvikling af vores unge håndboldspillere. Vi tror på at vi kan skabe et endnu skarpere træningsmiljø for vores talenter, hvor der er høj kvalitet, spændende træning, men også hvor der er plads til at fungere socialt. Det er vigtigt at vores unge spillere kan trives i en travl hverdag, hvor uddannelse, sociale ting og håndbolden skal fungere sammen. Med en talentchef som sætter den rette struktur og binder det hele sammen, er vi overbevist om at vi kan skabe et stærkt talent-setup i TTH Ungdom, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Aftalen med Anders Thomsen er et led i klubbens talentplan 2020, som er et samarbejde med Vestforsyning, Holstebro Kommune og Færchfonden, om forsat udvikling af egne lokale talenter til de to TTH-ligatrupper.

- I stillingen som talentchef vil Anders Thomsen, fungere som et bindeled og koordinator for samarbejdet til vores to moderklubberne HH90 og Tvis KFUM, samt vores samarbejdsklubber rundt omkring i regionen. Samtidig vil Anders være i tæt samarbejde med Arne Damgaard og Torben Møller om talentudvikling i vores to ligatrupper og i U16 og U18. Anders bliver ligeledes ansvarlig for klubbens talentakademi, hvor han vil indgå i et sammenspil med Holstebro Elitesport, siger John Mikkelsen og sætter ord på Anders til talentchef rollen:  

- Anders er en meget kompetent og faglig dygtig håndboldperson, der igennem en lang årrække har været med på liganiveau i Danmark, men også i udlandet. Han har en bred træneruddannelse, og har ageret som instruktør på diverse DHF-kurser samt et flerårigt arbejde på Oure Idrætshøjskole. Anders´ profil matcher rigtig godt til den her rolle, og vi ser frem til at få en person tilknyttet med så stor viden og indsigt i ungdomsudvikling, afslutter John Mikkelsen.

Anders Thomsen ser frem til at sætte sit aftryk på talentudviklingen i TTH Holstebro.

- Det bliver en spændende opgave at skulle trække en masse tråde sammen i klubben, både internt men også eksternt til de regionale samarbejdsklubber. TTH har været dygtige til at talentudvikle, og det skal klubben fortsætte med at være, men det kræver at vi konstant finjusterer og også ser på nye muligheder og tiltag, der kan skabe værdi for de unge. Talentudvikling har i højere grad fået fokus og er blevet værdifuldt for flere klubber, og det er sundt for vores håndboldkultur at standarden hæves, og der skal vi i TTH være med til at sætte barren højt, siger Anders og slutter:  

- Vi skal i TTH skabe de rette rammer, for de som har viljen og lysten til at udfolde deres talent. Unge håndboldspillere har brug for et godt setup, hvor de kan modtage vejledning og have retningslinjer for, hvordan de får forløst deres potentiale og opnår deres mål, siger han.

Anders Thomsen som er lokalt bosiddende i Holstebro, tiltræder stillingen som talentchef i TTH på halvtid. Han vil sideløbende varetage en assistenttræner rolle hos ligaholdet, Lemvig Thyborøn Håndbold.