Planlagt slutrundepause til Lærke

Da der for nylig blev sat navn på de spillere, der skal repræsentere de danske farver ved drengenes U20 EM i Slovenien, manglende der et af de kort, der de seneste år har været helt sikre, nemlig Emil Lærke.

Men der er ikke hverken skader eller drama involveret i den beslutning, landstræner Stefan Madsen har taget for den lange GOG-bagspiller med Roskilde-rødderne.

- Faktisk blev beslutningen om at give Emil en pause ved denne sommers slutrunde truffet for et år siden. Der er ingen tvivl om, at Emil havde været med, hvis vores hovedprioritet havde været resultatet, men det er det ikke. Det vigtigste for os er at gøre spillerne klar til en barsk seniorkarriere, og set i det lys mener vi, at det bedste for Emil er at springe denne slutrunde over, siger Stefan Madsen.

Landstræneren er godt klar over, at udeladelsen af en af de mest markante spillere i U20-truppen kan misforstås, og han er glad for at kunne forklare præmisserne.

- En spiller som Emil har været med i nærmest alt, hvad vi i DHF-regi har foretaget os med 99-årgangen, og det slider. Og sådan noget som en slutrunde i sommerferien er både en fysisk og psykisk hård belastning. Nu kan Emil i stedet bruge sommeren på at få den bedst mulige begyndelse på sin seniorkarriere, lyder det fra Stefan Madsen, der understreger, at beslutningen er taget i samråd med GOG.

Den nyslåede student Emil Lærke indrømmer gerne, at en del af ham gerne ville have spillet EM-slutrunden.

- Det er jo fedt at være med til de store mesterskaber, siger han og fortsætter:

- Samtidig har jeg de seneste to år godt kunnet mærke, at det slider på mig at spille slutrunder. Og november og december har været nogle hårde måneder at komme gennem. Så det er den rigtige beslutning, selv om det helt sikkert kommer til at krible, når drengene går i gang i Slovenien, lyder det fra Lærke.

Den skudstærke bagspiller var allerede i sidste sæson med på GOG herreligahold, og han kan sagtens se det fornuftige i, at han skal optimere sig fysisk.

- At spille senior på det niveau er på alle parametre bare noget helt, helt andet end at spille ungdomshåndbold. Så jeg skal have lagt nogle lag på, og det er alt andet nemmere, når jeg ikke skal deltage i slutrunden, lyder det fra den nybagte student.