Ribe-Esbjerg får ny talentansvarlig

Ribe-Esbjerg HH fortæller følgende:

Mark Bendixen – nuværende assistenttræner for TM Tønder ”vender hjem” til den klub, han tidligere har været en dygtig og dedikeret drivkraft for som ungdomstræner. 

Denne gang bliver rollen en anden for Mark. Udover at være træner for det kommende U18-hold bliver han også ansvarlig for talentarbejdet fremadrettet. 

- Klubben anser ungdomsarbejdet og talentudviklingen som meget vigtig. Uanset hvilke profiler man kan købe udefra, så skal klubben fortsat kunne udvikle spillere til ligatruppen - sådan er det. Den del bliver prioriteret højt og bestemt ikke mindre i fremtiden. Med Mark Bendixen som talentchef får vi en mand, som brænder for ungdomsarbejdet, som er fagligt meget kompetent, og som kender klubbens DNA. Vi glæder os til at byde ham velkommen hjem, udtaler formand for Eliteudvalget Sune Agerschou.

Hovedpersonen selv siger således:

- Da Sune ringede og spurgte, om vi skulle samarbejde omkring dette projekt, var det ikke mange møder, der skulle til, før vi blev enige. Sammen med trænere, bestyrelse og frivillige glæder jeg mig til at udvikle klubbens talentsatsning. Ribe-Esbjerg HH er min klub. Jeg har været med siden starten, hvor vi rykkede op gennem divisionerne og til sidst endte i håndboldligaen. 
Jeg brænder for klubben og alle de fantastiske mennesker omkring den, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan løfte opgaven med at skabe talenter, der på sigt kan gøre sig på ligaholdet. 
Potentialet er stort i vores region, og det bliver en fælles opgave at skabe rammerne for de unge mennesker, hvor hårdt arbejde, dedikation og helhed bliver nøgleordene i et større projekt, som kommer til at folde sig ud over de næste par sæsoner. 
Jeg ser frem til at få min gang i den gode gamle Guldager hal igen, men også være med til at skabe en synergieffekt ud i andre klubber, så vi i fællesskab kan skabe et så bredt fundament for eliten som muligt.