U17-drenge imponerer

At U17-landsholdsdrengene fra Danmark kunne spille uafgjort mod Kroatien i mandagens kamp ved ungdoms OL, det imponerer DHF-talentansvarlig Claus Hansen.

- Vi er afsted med et helt nyt landshold, der ikke har haft ene eneste samling på dansk grund inden Ungdoms OL. Da holdet spillede en træningskamp mod Ungarn inden selve turneringen - og tabte 24-31 - var det Danmarks første landskamp, mens det var 25. gang, at ungarerne var i aktion. Og sådan er den generelle tendens, fordi vi i Danmark har valgt at vente lidt med selve landsholdsdelen, siger Claus Hansen og fortsætter:

- Kroatien er generelt en af de meget stærke nationer, når vi snakker international herrehåndbold, så det var et meget flot resultat. Det er, kombineret med de flotte præstationer af 17 andre spillere i Frankrig tidligere på sommeren, en tidlig indikation af, at vi formodentlig er ret godt med i denne årgang. Det er det vigtigste at vide på nuværende tidspunkt. Nu drejer det sig om at spille nogle gode kampe, få erfaringer og motivation til den fortsatte træning, siger Claus Hansen, der roser Ole Damgaard, Rasmus Hauge og Jakob Slott for at udføre et stort stykke trænerarbejde i denne periode.

- Det er fantastisk, at vi kan sende så dygtige trænere ud med spillerne, det giver mulighed for et rigtig godt afsæt for det videre arbejde, siger han.

Danmark møder i dag tirsdag Tyskland kl. 16.10. Kampen kan ses her: http://gyor2017.hu/livestream