U20 VM piger: Danmark kørt over af Sydkorea

Der var klasseforskel, da Danmark og Sydkorea mødtes i VM-kvartfinalen ved U20 VM - og desværre var det Sydkorea, der var klart bedst og vandt 24-16.

Det blev op ad bakke for Danmark helt fra kampens indledning. Danskerne havde enorme problemer med at komme til gode afslutninger, mens det modsatte var tilfældet for Sydkorea, der især havde succes med at splittet det danske midterforsvar ad. 

Ved pausen var Sydkorea foran 11-7, og der var trods alt lys for enden af tunnellen for danskerne, men det blev hurtigt slukket. Sydkoreanerne var ganske enkelt klart bedst på alle parametre, og Danmark nåede at komme bagud med 10 mål, før der i slutfasen blev pyntet på tingene.

Landstræner Heine Eriksen håbede inden kampen, at den danske fysik ville gøre en forskel, men det var faktisk koreanerne, der var bedst på det punkt.

Alt i alt blev det nøjagtig lige så svært for Danmark, som Heine Eriksen havde forudset. Sydkorea var klart bedst denne aften, så der er ikke andet for end at ønske til lykke med sejren - og rose Danmark for at have leveret flotte resultater, selv om spillet ikke altid har været prangende.

Danmark-Sydkorea 16-24 (7-11)

Mål Danmark: Emma Friis 5, Louise Ellebæk 3, Helena Elver 2, Stine Nørklit Lønborg 1, Line Mai Hougaard 1, Emilie Ytting 1, Laura Jensen 1, Line Eiberg Jørgensen 1 og Helene Kindberg 1.