U20 VM piger: Flerdobbelt drama gav kvartfinaleplads

Med en sejr på 25-24 over Tyskland er de danske U20-piger klar til VM's kvartfinale. Men hold da op, hvor det både kneb og var spændende.

De to hold havde svært ved at få gang i scoringerne, men da det skete, var Danmark bedst. I hvert fald lige indtil, at Nikoline Lundgreen måtte udgå med, hvad der desværre lignede en korsbåndsskade. Et rystet dansk hold kunne derefter slet, slet ikke få gang i målscoringen, og havde det ikke været for et godt forsvar og en stærk Amalie Milling i målet, ja så var det gået værre end 9-12  ved pausen.

Ret meget bedre så det ikke ud efter pausen. Danmark kom godt nok tættere på, men med 10 minutter igen var Tyskland igen foran med 3 pinde, 22-19. Men da det så sortest ud, trådte de unge danskere i karakter. Josephine Nordstrøm var stærk i kassen og reddede blandt andet et straffekast, og i offensiven drev Laura Jensen og Helena Elver holdkammeraterne frem.

Danmark vendte 19-22 til 25-22 - men derefter scorede et ikke ueffent tysk mandskab to gange i træk, og tyskerne fik bolden med 30 sekunder igen, mens Danmark var ramt af en udvisning. Det danske forsvar fik dog afvist den tyske trussel, og den sidste afslutning, efter en 3-meter opstilling, gik forbi den fjerneste stolpe - og så kunne danskerne begynde at juble.

Danmark - Tyskland 25-24 (9-12)

Mål for Danmark: Emma Friis 9, Line Mai Hougaard 4, Helena Elver 3, Laura Jensen 3, Helene Kindberg 2, Nikoline Lundgreen 1, Caroline Svarre 1, Kamilla Bruus 1 og Stine Lønborg Nørklit 1. 

Danmark møder i kvartfinalen Sydkorea.