Ungdoms OL piger: Tro på dansk finaleplads

Det kan goidt være, at Danmark onsdag tabte hele 20-31 til Rusland i den sidste puljekamp, men der er i den danske lejr stadig en tro på, at fredagens semifinale mod Ungarn kan vindes.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Rusland er turneringens stærkeste hold. Og ja, vi tabte stort, men jeg synes, at cifrene lyver, især i 1. halvleg, siger træner Thomas Høst og fortsætter:

- I de første 30 minutter kan vi finde 6-7 chancer, som vi skal score på, og i den anden ende kan vi også finde nogle bolde, som ikke burde have givet mål. Så kampen kunne være blevet meget mere lige, siger han og erkender, at billedet var et andet i 2. halvleg.

- Efter pausen giver vi for mange ting væk, som vi ikke burde have givet væk. Derfor kommer det til at se grimt ud på måltavlen.

Thomas Høst tror trods onsdagens kamp på, at Danmark skal vinde over Ungarn i semifinalen.

- De står fint til os, men det er klart, at det bliver svært. Bortset fra, at Ungarn har et godt hold, så vil hallen efter sigende være udsolgt, og der vil blive lagt et hårdt tryk på både os og dommerne. Jeg glæder mig over, at det er god læring for vores spillere at spille de her kampe, og vi glæder os i den grad til at spille kampen, siger han fra Ungarn.