VIES glæder sig over landsholdsspiller

VIES har på sin hjemmeside skrevet følgende ord om Peter Lund, der er udtaget til det U18-landshold, der møder Holland i begyndelsen af januar 2018.

Vejle Idrætsefterskoles dygtige højre fløj for håndbolddrengene Peter Torpegaard Lund er udtaget til den kommende U18-landsholdssamling med landskampe mod Holland.

VIES-eleven har her i efteråret markeret sig stærkt på VIES' dygtige 1. divisionshold, som for tredje år i træk er på vej i Ligaen. Senest imponerede højre fløjen stort, da VIES på udebane vandt med 31-27 over SINE. På dagen hvor Christian Eriksen ligeledes scorede tre mål mod Irlant var Peter Torpegaard Lund ifølge VIES-træner Jesper Houmark den anden store sportslige oplevelser, da han med 10 rene scoringer havde sin andel af den flotte sejr.

- Det er ingen tvivl om, at Peter er et unikt talent, som samtidig formår at arbejde rigtig hårdt, fortæller VIES-træner Jesper Houmark og uddyber om sidste skoleår, hvor fløjspilleren altså var skadet et halvt år:

- Selvom Peter fik meget af sit første år på VIES spoleret af en skade, så mistede han aldrig modet og brugte i stedet for sit halve år som skadet på at få bygget sine muskler op. Han brugte altså en skadespause til at blive en dygtigere håndboldspiller, hvilket er sjældent set i så ung en alder, siger Jesper Houmark.

Peter Torpegaard Lund (2001) er den næstyngste blandt de 28 udtagne drenge. Samlingen foregår 2.-5. januar i Løgumkloster. De to landskampe mod Holland bliver spillet d. 4. og 5. januar.