Jesper Johnsen og Marc Melms Eriksen skal også i 2020/21 stå i spidsen for eliteprojektet
U17d elite - ØBG Silkeborg Håndbold skriver følgende:
U17d elite - ØBG Silkeborg Håndbold forsætter elitesatsning med Jesper Johnsen og Marc Melms Eriksen i front i sæson 20/21.
For knap et år siden, i december 2018, lancerede ØBG Silkeborg Håndbold et eliteprojekt for talentfulde U17-drenge. Projektet havde til formål at sikre lokale og andre dygtige og ambitiøse drenge et attraktivt håndboldtilbud kombineret med skolegang. Træningsmiljøet skulle være et af de bedste i Danmark med højtkvalificerede trænere, udfordrende træningsmodstandere og fokus på den individuelle udvikling.
26 drenge har i dag deres daglige træning på Silkeborg Efterskole og hjemmebanen i Buskelundhallen i Silkeborg og kombinerer det på fineste vis med deres ungdomsuddannelser. For de flestes vedkommende er der tale om skolegang i sportsklasser (STX/HTX), hvor der i dagtimerne er lagt fysisk og specialtræning ind i skemaet. Begge hold fører i skrivende stund deres respektive puljer i 1.- og 2. division og har endnu deres første nederlag til gode.
Dertil har Bjerringbro-Silkeborg Håndbold,Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM Ungdomshåndbold inviteret ØBG Silkeborg med ind i det fremtidige U19 setup, der kører på 3. år. ØBG Silkeborg ser det som en blåstempling af kvaliteten og setuppet og glæder sig til at være med til håndboldudviklingen i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold fremover. Håbet er naturligvis at udklække den næste liga- og landsholdspiller.
Ledelsen omkring projektet har vurderet successen så stor, at ØBG Silkeborg vil gentage projektet i sæson 20/21! Vi er utroligt glade og stolte over, at både Jesper og Marc har forlænget deres kontrakter til sommeren 2021.
- Jeg har været med til at starte hele det setup, der lige nu kører på fornemmeste manér, sammen med en meget engegeret styregruppe. Det er unikt at kunne arbejde med det hele menneske på bådeSilkeborg Efterskole, eliteSilkeborg og i U17d elite - ØBG Silkeborg Håndbold. For mig er ØBG Silkeborg som et hjertebarn, og jeg glæder mig helt vildt over at kunne være en del af det 1 år mere, fortællerJesper Johnsen.
- Det er mit første år i Jylland, og jeg må bare indrømme, at jeg er blevet helt forelsket i det. For mig er det meget naturligt at forlænge min kontrakt med U17d elite - ØBG Silkeborg Håndbold og derved føre det enormt skarpe setup videre et år mere. Spillerne lægger et utroligt højt niveau til hver eneste træning, og det er bare en kæmpe fornøjelse at være en del af. Jeg er stolt af at være en del af et projekt, der tænker talentudvikling på et så højt plan," fortæller Marc Melms Eriksen.
Setuppet præsenteres på eliteSilkeborg's uddannelsesaften i Jysk Arena tirsdag d. 3/12-19 kl. 18:00-20:00. Her er alle velkomne.