Den 18-årige bagspiller, Victoria Mørk, har underskrevet en 4-årig aftale med Ikast håndbold, hvor hun bliver en del af U19-holdet, mens hun træner med- og står til rådighed for ligaholdet fra sommeren 2026
Ikast Håndbold skriver følgende:
Det er glædeligt, at så stort et talent som Victoria Mørk har valgt Ikast Håndbold. Klubben har igennem mange år vist, at den kan udvikle unge spillere til at gå hele vejen. Med de rette omgivelser på plads har man i Ikast forhåbninger om, at Victoria Mørk kan udvikle sig til en vigtig ligaspiller ligesom blandt andre Emma Friis, Michala Møller, Cecilie Brandt, Simone Petersen og Julie Scaglione fra de seneste år.
Det er også en tilfreds direktør i Daniel Grønhøj, der sætter ord på signingen af det unge talent og glæder sig over en konstellation, hvor Victoria kan få lov til at udvikle sig både på og udenfor banen og blive klar til at indtræde som ligaspiller hos Ikast Håndbold.
- Jeg synes, vi har de optimale rammer til at udvikle sig som håndboldspillere med gode samarbejdspartnere i ISI og Sportstar College. Derfor glæder jeg mig over, at Victoria kommer ind i vores setup på en lang aftale, så hun kommer til at få en hverdag, hvor hun skal spille en masse kampe på U19, som en vigtig brik for ungdomsholdet. Hun skal også træne med ligaholdet og udvikle sig, ligesom vi kommer til at bruge en masse kræfter på den fysiske del. Som så ofte får, så er jeg sikker på, at Victoria ender som en ligaspiller på vores hold og jeg glæder mig til at følge hendes udvikling i klubben.
Victoria Mørk har netop fået sin ligadebut for SønderjyskE Kvinder, da de i sidste uge mødte Ikast Håndbold, som hun nu skifter til. Selv mener Victoria Mørk, at det er det rigtige skidt i sin videre udvikling som håndboldspiller.
- Jeg glæder mig meget til at komme til Ikast og blive en del af klubben. Det er et sted med store ambitioner, godt træningsmiljø og gode rammer, hvor jeg føler, jeg kan udvikle mig både som håndboldspiller og menneske. Jeg ser frem til at arbejde hårdt hver dag og bidrage til holdets fællesskaber og forhåbentlig succes.