Fra den 27. juli til den 1. august bliver Viborg endnu en gang centrum for international ungdomshåndbold, når Generation Handball 2026 samler 152 hold og omkring 2.500 spillere, trænere og ledere fra hele verden
Generation Handball er langt mere end en håndboldturnering. Festivalen bygger på de tre kerneværdier Fun, Fight og Friendship, og netop fællesskabet og de internationale venskaber er det, der gør arrangementet helt særligt.
- Noget af det, jeg glæder mig allermest til hvert år, er at opleve alle de unge mennesker, der kommer til Viborg fra hele verden. Det er fantastisk at se, hvordan håndbold kan samle så mange forskellige kulturer i et stærkt fællesskab. I den uge bliver Viborg virkelig verdens håndboldhovedstad, og vi glæder os til at byde vel-kommen til både nye og tilbagevendende deltagere fra så mange forskellige lande, siger Generation Handballs direktør, Jens Steffensen.
I år får Viborg besøg af hold fra blandt andet Brasilien, Taiwan, Grønland, Ukraine, Frankrig og Storbritannien, som sammen med de mange nordiske hold er med til at skabe en helt unik international festivalstemning. Hele ugen summer Viborg af liv med hundredvis af håndboldkampe og en lang række aktiviteter, hvor deltagerne mødes på tværs af landegrænser.
Et af festivalens absolutte højdepunkter bliver Friendship Parade tirsdag den 28. juli kl. 16.00. Her går flere tusinde spillere gennem Viborgs gader med nationale flag, musik og masser af farver. Paraden er gennem årene blevet et ikonisk indslag, som hvert år tiltrækker mange tilskuere og skaber en fantastisk stemning i bymidten.
Ugen byder også på en række sociale arrangementer, som er med til at gøre Generation Handball til meget mere end sport. Onsdag aften afholdes det traditionsrige ungdoms-diskotek, torsdag inviteres deltagerne til poolparty i Viborg Svømmehal, fredag samles alle til Friendship Night, og lørdag kulminerer festivalen med de store finaler.
Højdepunkter
Mandag 27. juli Festivalen skydes i gang, og de første aktiviteter begynder.
Tirsdag 28. juli Friendship Parade gennem Viborgs midtby kl. 16.00.
Onsdag 29. juli Generation Handball Disco kl. 19.00-22.00.
Torsdag 30. juli Pool Party i Viborg Svømmehal kl. 19.00-22.00.
Fredag 31. juli Friendship Night kl. 15.00.
Lørdag 1. august Finaledag med afgørende kampe og medaljeoverrækkelser.
Generation Handball handler ikke kun om at vinde kampe. Festivalen er skabt for at give unge mennesker oplevelser for livet, skabe internationale relationer og vise, hvordan sport kan bygge bro mellem kulturer. Det er derfor, festivalen gennem årene har fået tilnavnet "The Friendliest Handball Festival in the World."
Fakta om Generation Handball
• Afholdes i Viborg fra 27. juli til 1. august 2026
• 152 hold deltager.
• Omkring 2.500 spillere, trænere og ledere.
• Deltagere fra 14 nationer.
• Hundredvis af håndboldkampe i løbet af ugen.
• Festivalen bygger på værdierne Fun, Fight og Friendship.
• Flere hundrede frivillige er med til at gøre festivalen mulig.