Nichlas Ludvigsen skal danne par med erfaren makker
Aarhus Håndbold skriver følgende:
Det har længe været kendt, at Kristoffer Laursen skifter fra SAH til Aarhus Håndbold efter denne sæson. I dag kan vi så offentliggøre, at han får det unge talent, Nichlas Kristian Ludvigsen (21), som makker i målet, når vores 1. division herrer vender tilbage til træningen efter sommerferien.
Nichlas, der har spillet ungdomshåndbold i Aalborg og siden har spillet i Elitesport Vendsyssel Håndbold og senest i Team Sydhavsøerne, er valgt efter en kort og intens proces. Sportschef Morten Jensen fortæller:
Da det stod klart, at vi skulle i markedet for at finde en erstatning for Simon Sejr, så kiggede vi på 2-3 talentfulde målmænd. Valget faldt på Nichlas, da han er vokset op i et godt ungdomsmiljø i Aalborg og senere har opnået fin erfaring i 1 division hos både Elitesport Vendsyssel og TSØ. Og vi er overbeviste om, at Nichlas vil udvikle sig yderligere med en god læremester i Kristoffer Laursen .
Vi er heller ikke i tvivl. Det bliver ikke sjovt for vores modstandere at stå overfor den nye duo i Aarhus-målet!
Velkommen til Nichlas!