Sine
  • Generation handball

Allan Toft Hansen får seniorkontrakt i Mors-Thy

lørdag. 15. marts - 2014 af Claus Sonne  | Foto: vildmedfoto.dk


Mors-Thy Håndbold har skrevet en 3-årig kontrakt med U18-spilleren Allan Toft Hansen, oplyser klubben og fortæller videre:

Allan Toft Hansen, der har spillet ungdomshåndbold i HF Mors i de seneste mange sæsoner, er nu kommet på kontrakt i Mors-Thy Håndbold. Der er lavet en 3-årig kontrakt, der passer sammen med Allans uddannelse på Morsø Gymnasium. Mors-Thy Håndbold håber og tror på, at Allan træder i storebrødrene René & Henrik Toft Hansens fodspor og bliver en stor profil i dansk håndbold i de kommende år. Allan har på trods af sine kun 17 år allerede trænet med ligaholdet i et stykke tid, ligesom han var med i truppen til den sidste ligakamp i Holstebro, Allan er tillige en del af det danske U18-landshold.

Sportschef Lars Svane Nielsen:

- Vi er rigtig glade for og stolte over, at vi nu har aftalen på plads med Allan. Allan minder jo på mange områder om sine brødre, faktisk måske lidt en mellemting mellem dem, så han bliver rigtig spændende at følge de kommende år. Der ligger umiddelbart et rigtig stort pres på Allan pga. efternavnet, men vi vil forsøge at føre ham stille og roligt frem og hjælpe ham med at finde sin egen stil og er sikre på, at Allan i løbet af sin kontraktperiode nok skal udvikle sig så godt, at han også er klar til at spille en rolle på ligaholdet. Allan er af egen avl og derfor en perfekt afløser for Rasmus Rokkjær i vores trup. Han bor på Håndbold College Mors og er på Team Danmark ordning i gymnasiet, så han har optimale rammer for at udvikle sig bedst muligt hos os.

Allan Toft Hansen:

- Jeg er rigtig glad for, at jeg nu har min fremtid på plads i Mors-Thy Håndbold. Jeg ser frem til at udvikle mig under Jan Paulsen og vil forsøge at finde min egen stil, selvom jeg nok godt er klar over, at jeg vil blive sammenlignet med både René og Henrik. De har begge været med til at råde og vejlede mig i forbindelse med denne aftale, og vi tror på at det er den helt rette vej for mig, så jeg både kan få en uddannelse og samtidig udvikle mig bedst muligt som håndboldspiller


Til toppen ↑