Efterskoleopholdet giver masser af muligheder på og især uden for banen
Anna Mejlgård Højbjerg og Nikolaj Østrup er begge elever på BGIs håndboldlinje. De bor i henholdsvis Højbjerg i Aarhus og Solbjerg uden for Aarhus, og rent håndbold-mæssigt har de rødder i AGF-Lyseng og Solbjerg IF. Og lad det bare være slået fast: De er vilde med deres efterskoleår.
Et af de store plusser, Anna peger på, er den kendsgerning, at man på en efterskole kommer tættere på sine holdkammerater.
- Jeg kan godt lide, at vores venskaber ikke kun handler om håndbolden, men også om alt muligt andet. Og som stregspiller har jeg også bedre til at snakke med mine medspillere om, hvordan de skal spille mig, siger hun med et smil og fortsætter:
- Den tætte relation, man får til sin træner på efterskolen, giver også en masse tryghed.
Nikolaj er enig. Han peger på, at han hjemme i sin klub for eksempel kun så sin træner til træning og kamp, men nu er kommet mere tættere på. Det giver en meget tættere relation, og det samme gælder for mine medspillere, siger han og forklarer, at han med skiftet til BGI er kommet til at spille håndbold på et niveau, er er noget over det, han kommer fra.
- Jeg vidste godt, at niveauet ville være højere, og det er fedt, at jeg her kan udvikle mig meget mere som håndboldspiller. Jeg synes selv, jeg er blevet meget bedre, og jeg er vild med at spille sammen med nogle, der vil det her lige så meget, som jeg vil det, forklarer han.
Lidt mere afslappet
En af grundene til, at Anna valgte BGI, handler om faciliteterne. Hun kombinerer nemlig håndboldtræningen med skisporten.
- Jeg kommer fra en klub, der har spillet meget på eliteniveau, og jeg gik efter noget, der gerne måtte gerne være lidt mere afslappet. Og ja, jeg har udviklet mig som holdboldspiller og vil stadig gerne vinde, men jeg har fået en anden tilgang til det, fordi man på BGI kan lave så meget andet også, fortæller hun og blive suppleret af Nikolaj.
- Jeg er vild med, at efterskolen er så stor. Det betyder, at man kan møde mange elever, man ellers ikke har fag med, og lave alt muligt sammen med dem. Det bliver aldrig kedeligt, konstaterer han.
Både Anna og Nikolaj kalder det en rigtig god oplevelse at være flyttet hjemmefra midlertidigt. Det gør noget for selvstændigheden, og de peger på muligheden for at designe sin egen hverdag, når man har fri, som et stort plus.
Fortsætter med at spille
Spørger man Anna og Nikolaj, om de skal spille håndbold, når de kommer tilbage fra efterskolen, får man et ja. Og det kommet hurtigt.
- Jeg skal på gymnasiet, så jeg er usikker på, hvor meget tid jeg har til håndbold, men jeg skal helt sikkert spille, lyder det fra Anna, mens Nikolaj leder efter et sted, hvor han kan få håndboldkarriere op i gear.
- Jeg vil gerne ind på et akademi. Jeg elsker at træne, og jeg vil meget gerne udvikle mig endnu. Opholdet her på BGI har virkelig givet mig blod på tanden, slår han fast.