August Fridén stopper i BSH

Han har taget hele vejen fra Silkeborg Efterskole over BSH Ungdom til BSH-ligaholdet. Til sommer flyver August Fridén videre mod nye udfordringer

BSH skriver følgende:

22-årige August Fridén er kendetegnet ved 100 procents indsats og dedikation.

Det ved direktør Jesper Schou og alle andre, der har mødt August Fridén, og som har set ham spille i den sorte BSH-trøje.

- Han har udviklet sig flot, og nu er det tid til, at han skal jagte spilletiden, siger Jesper Schou.

August Fridén blev kåret som Årets Talent i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i 2023, hvilket understreger hans udvikling op gennem klubbens egne rækker.

Han har dog ikke taget sine sidste driblinger som BSH-spiller endnu:

 - Jeg ser frem til at slutte vores samarbejde godt af, og hvem ved? Måske det er på gensyn engang i frem-tiden,siger Jesper Schou.

 

DET SVÆRE VALG

August Fridén har selv tænkt grundigt over beslutningen, inden han meddelte Jesper Schou og sine holdkammerater, at han lige nu ser frem mod sine sidste kampe i den sorte trøje:

Klubben og jeg har haft en god dialog, hvor vi i fællesskab er blevet enige om, at det er tid for mig at søge mod nye udfordringer, fortæller fløjspilleren.

- Det er en beslutning, der på mange måder er fyldt med ambivalens, da jeg er utroligt taknemmelig for alle de oplevelser og redskaber, som jeg tager med videre, siger August Fridén.

 

NYE VEJE AT GÅ

- Nogle gange står man over for nogle valg, der er udslagsgivende for ens fremtidige vej. Her synes jeg, det er vigtigt, at man aktivt definerer sin egen vej, siger han og fortsætter:

- For mig har det her været et af disse valg. Jeg kommer til at se tilbage på min tid i BSH med en utrolig glæde og stolthed. Det er en periode i mit liv, der har givet mig en hel masse afklaring, men også en række tanker om, hvad jeg står for og ønsker i fremtiden.

 

DE NÆSTE SKRIDT

Og netop hvad fremtiden byder på, ved han ikke:

- Jeg ved endnu ikke helt, hvad fremtiden bringer, men vejen derhen skal jeg nok finde. Til slut vil jeg gerne sige tusinde tak til alle i BSH og alle jer fans og sponsorer, der gør BSH til det, det er, slutter fløjspilleren.

 

EN FRONTLØBER MED HØJT HUMØR

- August er meget pligtopfyldende og yderst professionel. Han har gennem sin tid i Bjerringbro-Silkeborg altid gået meget seriøst til tingene – både i hallen og i den fysiske træning, hvor han altid er gået forrest. Med den seriøsitet og hans altid gode humør er jeg sikker på, at August kommer godt videre med det næste, han begiver sig ud i.

Sådan lyder det fra cheftræner Simon Sørensen.

Han og holdet har fortsat fuldt fokus på sæsonens afgørende kampe, hvor August Fridén er klar til at bidrage:

- Vi har mange vigtige kampe tilbage, så der venter stadig minutter på banen til August. Det er helt sikkert, at han altid er klar til at bidrage 100 procent, når han får chancen.

 NYT MAKKERPAR PÅ VENSTRE FLØJ

Med August Fridéns afgang skal Bjerringbro-Silkeborg Håndbold finde en ny makker til Buster Juul på venstre fløj.

- Vi håber, at vi i den nærmeste fremtid kan præsentere en ny, spændende fløjspiller, siger Jesper Schou.

Pluto Pilot G