Camille Pytlick skifter til TTH Holstebro

21-årige Camilla Pytlick skifter til TTH Holstebro. Bagspilleren har sat sin underskrift på en 2-årig aftale med klubben

TTH Holstebro fortæller følgende:

Camilla Pytlick er klar til at skifte 1. divisions håndbold ud med ligahåndbold fra næste sæson. Den 170 cm. høje playmaker skal nemlig repræsentere TTH's hvide farver.

Det er en målfarlig spiller, som bliver tilknyttet til næste års holdkort. 8,5 mål pr. kamp er Camilla noteret for hos Gudme HK i 1. division.

Camilla Pytlick glæder sig at tage skridtet op til dameligaen. 

- TTH Holstebro er en klub, som står inde for rigtig mange af de værdier som jeg vægter højt. De har et stort fokus på udvikling af unge spillere, og det har været et vigtigt emne i mine klubovervejelser. Jeg ved at, Pether Krautmeyer har en kernekompetence på dette område, og jeg glæder mig til at skulle udvikle mig i hans trup, siger Camilla Pytlick, og leder snakken hen på de sportslige ambitioner i TTH Holstebro:

- Nu har jeg været i 1. division i to år hos Gudme HK, og det har været en rigtig god tid. Dog føler jeg at jeg er klar til at tage skridtet op til et højere niveau, og lægge yderligere på i min udvikling som håndboldspiller. Jeg tror på at TTH Holstebro er det rette match for at indfri mine sportslige ambitioner. 

Pether Krautmeyer: Camilla Pytlick er en alsidig bagspiller med potentiale

- Camilla er en spiller som jeg har fulgt nøje i et par år, og jeg var allerede i dialog med hende før vi startede denne sæson. Hun har fået lidt mere rutine i det seneste år, hvor hun både har spillet godt for sin klub, og trænet med hos Odense Håndbold. Der er ingen tvivl om at hun har været inde i positiv udvikling, og vi kan se at hun har bygget på til at kunne tage skridtet op som ligaspiller, siger TTH-cheftræner Pether Krautmeyer og tilføjer om hendes styrker: 

- Hos Camilla får vi en alsidig bagspiller, som kan spille alle pladser i bagkæden. Hun er samtidig en klog håndboldspiller, som er god til at sætte spillet op, og ikke mindst selv være farlig.

Camilla Pytlick indtager en 6. plads på topscorerlisten i 1. division med 85 mål i 10 kampe. 

Generation 24