Campbell: Har truffet de rigtige valg

Den seneste måneds tid har været heftig for 18-årige Matias Campbell. Ud over at være med til at sikre Danmark en bronzemedalje ved U19 VM har bagspilleren også fået sin seniordebut – tilmed i ligaen, hvor den tidligere Taastrup-spiller nu tørner ud for Nordsjælland Håndbold.

I sin første kamp, en pokalkamp mod Skanderborg, scorede Matias 7 mål på 8 forsøg – efterfølgende er det blevet til i alt 5 scoringer i alt mod Aalborg og Århus.

- Jeg kan garantere, at den her sæsonoptakt ikke minder om noget, jeg har prøvet noget lignende før, lyder det med et grin fra gymnasieeleven fra Falkonérgården, hvor han har et år tilbage af sin Team Danmark-gymnasieuddannelse.

- Det siger sig selv, at det har været et kæmpe spring. Det fysiske fylder meget mere, end jeg har været vant til, og så er kravene bare meget større. Nu kan jeg ikke længere lalle rundt til træningerne, for den skal have fuld hammer hver eneste gang. Intensiteten er bare meget, meget større, siger Matias og fortsætter:

- Og det har været rigtig godt for mig. Min rolle er en helt anden, end jeg har prøvet før. Jeg er her for at lære, og jeg får ikke længere det sidste ord. Nu er det mig, der bliver rettet på. Og det har jeg det rigtig godt med.

Er det også dig, der bærer vanddunkene?

- Åh ja. Og der er også flere andre opgaver til yngstemanden, griner Matias.

Det gør det vel overgangen til senior lettere, at du er kommet ind i en meget ung trup?

- Helt sikkert. Når spillere fra årgang 98 er på de gamles hold til fodbold, så siger det meget om, hvilken trup vi har. Men det er fedt. Selvfølgelig tænker man lige over, at man skal ind og spille mod eksempelvis Henrik Møllgaard, men når kampen først er i gang, så kører man bare på, forklarer Matias.

Hvordan var det at blive efterindkaldt til U19-landsholdet?

- Det er en speciel oplevelse at komme ind på et hold midt i en turnering, og jeg er jo ked af, at det var på bekostning af skader hos andre spillere. Men jeg synes, det gik hurtigt med at falde ind på holdet. Og det var fedt at sluttede med VM-bronze, fortæller Matias, der pga. efterveerne efter en overbelastningsskade ikke var en del af VM-truppen i første omgang.

- Faktisk er jeg glad for, at tingene udviklede sig, som de gjorde. Havde jeg været med VM-holdet fra start, havde jeg ikke fået de første træningskampe med Nordsjælland. Så var jeg kommet hjem fra VM til en træner, der ikke helt vidste, hvor jeg stod. Nu nåede jeg begge dele.

Alt i alt lyder det, som om du er godt tilfreds?

- Det er jeg. Det var ikke nogen let beslutning at forlade Taastrup, men det lå ligesom i kortene, at jeg skulle videre. Og Nordsjælland har været det helt rigtige valg for mig, slutter Matias af.

Gamepatch indhold