Sine
  • Generation handball

Cheftrænere på plads i Randers HK ungdom

mandag. 12. januar - 2015 af Claus Sonne  | Foto: Den Utraditionelle


Randers HK skriver følgende på sin hjemmeside:

Randers HK har foretaget en kontraktforlængelse og en nyansættelse i ungdomsafdelingen. 

Klaus Bøge har forlænget aftalen som U18 træner med et år, således at han har ansvaret frem til sommeren 2016. Det er endnu uvist, om Kathrine Heindahl fortsætter som assistent, da hun starter i civilt deltidsjob ved siden af hovedbeskæftigelsen som håndboldspiller på Randers HK’s ligahold.

Torben Hansen er ansat som U16 træner på en 2 årig aftale. Torben kommer fra en stilling som U18 træner i Viborg HK og har sideløbende undervist på Hald Ege fri- og efterskole samt været tilknyttet Sports Academy Viborg. Torben er uddannet Diplomtræner i Norge og er endvidere DHF Talenttræner. Han har tidligere været 1.divisions- og talentcentertræner i Holland, undervist på toppidretslinien på Garnes gymnasium samt været 1. divisionstræner i Norge i hhv. Bjørnar og TIF Viking, der er Tertnes’ rekruthold.

Det er med andre ord en erfaren talentudvikler med inspiration fra flere lande og håndboldkulturer, der nu skal arbejde med udvikling af talenterne i Randers HK. Torben bliver endvidere ansat som U-koordinator i administrationen, hvor hans opgaver blandt andet bliver at koordinere samarbejdet med moderklubber, folkeskoler, REC, trænerforum samt nyudvikling af koncepter i forhold til rekruttering af spillere, både i Randers HK og i moderklubber og nye samarbejdsklubber. Rollen bliver ligeledes at samle, koordinere og udvikle samarbejdet med både moderklubber og klubber generelt i regionen.

Carsten Solberg bliver ligeledes en del af gruppen omkring U16. Carsten har været med omkring talentgruppen i flere år og får fremadrettet ligeledes opgaver der retter sig imod primært U16 og vil ligeledes fortsat være ansvarlig for talenttræningsdelen i U12 gruppen d.v.s. samarbejdet med moderklubber i den aldersgruppe.

Erik Højholdt fortsætter endvidere i rollen som administrativ koordinator for ungdommen og får ansvar for økonomi, planlægning, diverse tilmeldinger og samlet ansvar for materialer og meget mere. Erik vil endvidere stadig være kontaktperson ift. moderklubber. 

Vi mangler at få endelige aftaler på plads med assistenttrænere, U14 talenttræner samt målmandstrænere, men forventer disse løst inden for kort tid.


Til toppen ↑