Når der 15. april spilles JM for U16 drenge i 1. og 2. division, er der samtidig indkaldt til en DHF-samling for 02-drenge. Og da man som bekendt kun kan være et sted af gangen, vil flere af drengene få problemer. Talentansvarlig Claus Hansen er dog ude og berolige.
- Selvfølgelig skal de drenge, der skal til JM, være med der. De skal naturligvis ikke svigte deres holdkammerater. Vi har lavet den ekstra træningsdag, fordi det er nemmere at vurdere spillernes potentiale og niveau, når man træner dem end når man ser dem spille kamp. Vi er i gang med en uundgåelig selektion, der dog ikke på nogen måde er definitiv, men vi vil gerne gøre det på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt, for det fortjener spillerne, fortæller Claus Hansen og tilføjer:
- Jeg kan garantere for, at de spillere, der ikke kan deltage i træningsdagen, ikke kommer bagud på point af den grund. Har vi mandskab til det, vil vi sende én ud at se JM den samme dag.