Dårlige odds for holdånden

Følgende er skrevet til Ubold af journalist Helle Horskjær Hansen.                                             

I en tid hvor fokus er på den enkelte, stiller det store krav til børne- og ungdomstrænere at skabe en stærk holdånd. Og ofte er forældrene ikke den bedste støtte for sammenholdet på banen

For lidt spilletid, for meget skældud eller langt fra favoritpladsen. Forældre i dag holder sig ikke tilbage med at kontakte deres barns træner, hvis de er utilfredse med noget.

- Trænerne har i dag ikke den samme autoritet, som de havde tidligere. Forældre sætter spørgsmålstegn ved trænernes beslutninger, og de tøver ikke med at vise deres utilfredshed, hvis det ikke går deres barns vej, siger sportspsykologisk konsulent og stifter af Mental Motion, Janne R. Mortensen.

Men det kan have store konsekvenser for holdånden.

- Vi møder mange forældre, der ikke helt forstår, hvilken betydning deres adfærd kan have for barnets selvbillede i fællesskabet. Hvis forældre gang på gang viser utilfredshed over manglende spilletid, hvem der rykker op fra 2. holdet til 1. holdet, hvem der scorer mål eller udtages til kredshold, så ligger der implicit i adfærden, at det der betyder noget, er din egen vej mod toppen. Det er ikke fordrende for en holdånd og et godt fællesskab. Det ender med at blive en masse individualister på banen, der kæmper om ’se mig se mig’.  siger hun.

Ifølge Janne R. Mortensen er en af udfordringerne dermed forældrenes fokus.

- Mange tænker således først og fremmest på deres eget afkom. De glemmer helt, at deres børn dyrker en holdsport og indgår i et fællesskab. Efter en kamp hører jeg ofte forældre spørge deres børn eller holdkammerater om resultatet, om målscorerne og om hvor mange mål, det enkelte barnet scorede. Børnene får dermed den opfattelse, at det kun er resultatet og målene, der er vigtige, siger hun.

Egne interesser over holdets

På den måde fjerner forældrene fokus fra det væsentlige ved en holdsport, nemlig samspillet, den perfekte aflevering, der gør de andre gode, relationerne på holdet og kampgejsten. Og det er problematisk, hvis du spørger sportskonsulenten. 

- Vi ender med en masse børn, hvis eneste mål er at opnå resultater, fordi det er der, de føler, de bliver anerkendt. Jeg vil meget hellere høre forældre spørge om, hvordan barnet oplevede kampen, hvad var svært  - hvad var godt og hvad der lykkes for ham eller hende, fortæller Janne R. Mortensen, der også er stifter af ‘sidelinjen - mødestedet for sportsforældre’, en online portal for sportsforældre.

I værste fald kan det betyde, at vi udvikler børn og unge, der sætter sine egne interesser over holdets.

- Hårdt sat op kan man sige: Holdet taber en kamp, men for den enkelte spiller betyder det ikke så meget, fordi han eller hun blev topscorer. Det er ikke en sund udvikling, at tænke sådan, men det er der mange, som gør. Og netop det faktum presser en træner, hvis væsentligste opgave er at skabe holdånd og fællesskab – for derigennem at udvikle de enkelte spillere, mener Janne R. Mortensen.

Forældre brokker sig

Sanne Ørtenblad kan sagtens nikke genkendende til udfordringen. Hun er træner for Hørning Håndbolds U14 drenge, samtidig sidder hun i klubbens bestyrelse. Her er forældrenes rolle tit på dagsordenen.

- Vi bruger enormt mange ressourcer på foreningens forældre. Nu har jeg været træner i mange år, og jeg kan også mærke, at forventningerne fra forældrene er blevet større og mere indgribende i vores trænergerning, siger hun og nævner, at der ér kommet flere og flere opkald fra forældre, der undrer sig over trænernes dispositioner.
- Det stiller store krav til os som trænere at få skabt en fællesskabsfølelse i truppen, hvis forældrenes fokus kun er deres eget barn. Så er det måske ikke en holdsport, barnet skal dyrke, men tennis eller golf. Vi oplever ikke, at børnene er udfordringen, udfordringen lægger snarere hos forældrene, siger hun.

Sanne Ørtenblad ærgrer sig over den udvikling, for i sidste ende kan det betyde, at det kan være svært at rekruttere frivillige trænere.

- Vores trænere bruger meget tid på at forsvare deres valg. Som træner vil man jo allerhelst bruge tid på gulvet med børnene, men alt det udenom fylder rigtigt meget i dag. Hvis trænerne også skal forholde sig til forældre, der stiller krav og brokker sig, så er jeg bange for, at det kommer til at tage livet af frivilligheden.