DM-guld til Fredericia efter vildt drama

Først tre kvarter efter slutfløjtet kunne Fredericias U17-drenge fejre DM-guldet

DM-finale U17 drenge

Fredericia HK - GOG 33-31 (30-30) 14-13

Mål Fredericia: Marcel Cazal 7, Sigurd Schaarup-Jensen 7, Jeffrey Asamoah-Larsen 5, Oliver Salting 5, Hans Kanto 4, Tobias Mogensen 2, Mads Laulnd 2, Victor Nielsen 1.

Mål GOG: Mads Emil Røll 7, Emil Bak 7, Theodor Klarskov 7, Lucas Laursen 5, Linus Jacobsen 4, Waldemar Zingenberg 1.

Kampens spiller: Emil Bak, GOG

Søndag kunne U17-drengene fra Fredericia HK sikre sig klubbens første DM-guld på det niveau ved at besejre GOG 33-31 efter forlænget spilletid - og forlænget ventetid.

GOG nedlagte nemlig protest over en episode i det sidste sekund af den ordinære spilletid. Her afslutter GOG på opgiverkastet, hvorefter en Fredericia-spiller redder bolden ved straffekaststregen med det, dommerne vurderede var et ben. Det takserede kampens dommere til et tremeterkast (efter tid), men GOG ville have et straffekast, fordi Fredericias målmand ikke var i målet. 

Tremeterkastet gav ikke mål, så der måtte to gange fem minutters ekstra tid til - dem vandt Fredericia med to mål. Men de rødblusede drenge måtte vente med at juble, fordi GOGs protest skulle behandles. I første omgang var udmeldingen, at det ville tage 10 minutter, men vi kom tættere på en time, før der blev meldt ud, og Fredericia-træner Morten Moldrup kunne fortælle sine spillere, at de rent faktisk var danske mestre, fordi GOG havde trukket sin protest tilbage.

På alle måder synd

Det var på alle måder synd for Fredericia-spillerne, at deres sejsglæde ikke kunne slippes løs med det samme, at kampen var færdig. Omvendt skal man selvfølgelig kunne indgive en protest.

Inden "VAR-dramaet" havde de mange medlevende tilskuere set en god håndboldkamp, hvor GOGs fysisk mindre teknikere udfordrede de fysisk stærkere Fredericia-spillere. Det var seværdigt og spændende, og GOG kunne lige så godt have vundet DM-guldet - især i betragtning af, at Jeffrey Asamoah-Larsens udligning for Fredericia i den ordinære tid faldt med fem sekunder igen.

Hos Fredericia var der plusser i bogen til Marcel Cazal og Oliver Salting på fløjene, til Sigurd Schaarup-Jensen og Jeffrey Asamoah-Larsen i bagkæden. Og til de to keepere Kalle Møller og Aron Fischer. Desuden skal Tobias Mogensen roses for sit eminente forsvarsspil.

Hos GOG trak Emil Bak, Theodor Klarskov, Linus Jacobsen, Lucas Larsen og Mads Emil Røll et kæmpe læs, og i målet var Alexander Hafstrøm-Krusenstjerna godt kørende i en DM-finale, der vel aldrig bliver glemt.

Pluto Pilot G