I sidste weekend samlede talenttrænerne i Øst i Svendborg og i Vest i Stoholm en gruppe drenge i årgang 00 og 01 til den traditionelle DHF-talenttræning, og det var sidste gang, at der samles spillere i dette format.
- Vi fik rundet godt af og så knap 75 spillere, også en del nye og har således haft mere 120 spillere inde at vende i disse to årgange. Fremover vil vi samle spillerne et sted i landet hver gang og starte torsdag aften, så vi får noget, der minder om fire "små sommerlejre" årligt.
- Vi er helt sikre på, at den nye struktur vil gavne talentudviklingen. Der vil være mange trænere til stede og derfor kan vi komme et spadestik dybere i arbejdet med spillerne. Traditionelt må vi tilstå, at fokus i høj grad har været teknisk, taktisk og fysisk – nu skal den mentale del af spillernes udvikling fylde mere. Det er her vi virkelig kan gøre en forskel og forbedre spillernes muligheder for at forløse deres potentiale, siger Claus Hansen.
Det betyder, at når der igen er samling, 1.-4. februar i Fredericia, vil spillerne blandt andet få redskaber til at få deres hverdag til at hænge sammen og på sidstedagen vil vi tilbyde forældrene et foredrag med ideer til, hvordan forældrene bedst hjælper spillerne på vej til en seniorkarriere i håndbold.
- Forældrene spiller uden tvivl en nøglerolle og de ønsker deres ”børn” det bedste, men hvad er det bedste for talenterne? Det er det oplægget vil give en masse input til, fortæller Claus Hansen.
Der var dog et minus ved samlingen, nemlig skader.
- Helt på linje med de seneste år og helt på linje med det vi oplever omkring U18 landsholdet, så er der desværre for mange skader. Ombrydningen ved jul er absolut ikke til gavn for de dygtigste spilleres langsigtede udvikling. Kampene falder i byger, den enkelte kamp har for stor betydning og det er helt umuligt for trænerne at periodisere den fysiske træning korrekt, konstaterer Claus Hansen.