En spændende weekend forude

Der er i den kommende weekend Iagttagelsesstævne for 02 drengene i Helsinge og Grindsted. To års træning rundt omkring i landet afsluttes lidt forskelligt i Øst og Vest, men fælles for arrangementerne er, at det skal være en god oplevelse for spillerne fortæller talentansvarlig Claus Hansen, DHF, der for tiden er i Kroatien med Herre A-landsholdet og derfor ikke vil være til stede.

- Men det gør ingenting, der er dygtige og engagerede talenttrænere til stede som har fulgt spillere gennem de seneste to år og løbende har sparet med regions-, talentcenter og kredstrænere, fortæller Claus Hansen, der maner til besindighed inden weekenden.

- Det er IKKE et alt eller intet stævne. Man kan ikke diskvalificere sig selv, fordi man ikke præsterer på højeste niveau i den kommende weekend. Talenterne er i en fase af deres udvikling, hvor det er vigtigere at lære at træne godt end at præstere og det er blandt andet derfor talenttrænerne har iagttaget den regionale træning i den seneste periode.

- Man får heller ikke nødvendigvis flere spillere udtaget, fordi man vinder kampene. Vi kigger primært efter typer og efter potentielle seniorkompetencer, ikke efter, hvor godt holdene er sammenspillet. Det er jo ikke et trænerkursus, det er en weekend, hvor trænerne skal præsentere spillerne på bedst mulige måde og derfor forventer vi, at spilletiden bliver fordelt fornuftigt, siger den talentansvarlige.

- Jeg sidder her i Kroatien, hvor kun 2 af 17 danske spillere er under 26 år gamle. Derfor er det så vigtigt, at spillerne og ikke mindst deres omgivelser væbner sig med tålmodighed, for der er så mange år at dygtiggøre sig i. Og skulle man ikke blive udtaget i weekenden, så kommer der flere chancer i de kommende år, hvis man fortsætter med arbejde hårdt med tingene i hverdagen”, fortæller Claus Hansen, der i de kommende dage vil uddybe flere aspekter af den kommende Iagttagelsesweekend her på Ubold.