Eriksen: Forventet hakkeri mod Angola

Foran 7-1, så kun 17-16 og til sidst en sejr på 25-20.

Sådan så kampforløbet ud for de danske U20-piger på VM's førstedag, hvor Angola var modstanderen.

- Jeg er ikke overrasket over, at vi hakker i det. Sådan vil det sandsynligvis være i i del kampe, før det bliver mere flydende, fordi vi er afsted med et hold, der ikke er spillet voldsomt godt spillet sammen, siger landstræner Heine Eriksen og sætter flere ord på opgøret:

 - Vi vidste godt, at vi skulle op mod en stærk modstander. Spillerne fra Angola er spændende, eksplosive og bevægelige. Det er bestemt ikke typer, vi spiller mod til daglig, og for nogle af spillerne er det vel første gang, at de står over for denne type modstander. 

Eriksen konkluderer, at han er godt tilfreds med tre ting.

- Vores start på kampen er rigtig god, og det er godt, at vi vinder. Og så er jeg glad for, at pigerne går på banen med en rigtig, rigtig god indstilling. Det var super, lyder det fra Eriksen, der sender sine tropper i kamp onsdag mod Japan.