En kraftpræstation kalder Heine Eriksen sejren over Sverige ved U19 EM
Danmarks 25-24 sejr over Sverige ved U19-pigernes EM var lige nøjagtig to mål for lille til, at Danmark kom videre til semifinalen. Men landstræner Heine Eriksen er stolt af sit mandskab.
- Selvfølgelig vil vi komme til at ærgre os i aften over, at vi ikke gik videre. Men mit fokus er på, at jeg er stolt af det, vi har præsteret. Vi slår et stærkt svensk hold, der tidligere i turneringen har slået de også meget stærke russere, og vi leverer i dag en kraftpræstation, hvor rigtig mange byder ind i en rigtig holdindsats, lyder det fra Heine Eriksen og tilføjer:
- Man kan selvfølgelig pege på, at vi fører med syv på et tidspunkt i 1. halvleg, men man kan ikke holde så godt et hold som Sverige nede i 60 minutter. Vi kommer blandt andet foran via vores skæve 5-1, hvor Thilde Frandsen gør det super, men det løser svenskerne.
Heine Eriksen er stolt af, at Danmark ender med at vinde kampen.
- Vi er tæt på at komme foran med to, da der mangler tre minutter, men det sker ikke, og da svenskerne udligner kort før tid, ved vi, at vi ikke får noget ud af at vinde. Men det gør vi alligevel, og det er stærkt. Og det er faktisk anden gang på kort tid, vi slår Sverige med et enkelt mål, konstaterer Heine Eriksen, der fredag sender sit mandskab ud til en kamp mod Kroatien.
Det glæder vi os til, for det er et hold, vi ikke tidligere har mødt med denne årgang, siger han.