Færøsk stortalent skifter til Ajax København

Silja Geirsdóttir Eystberg begynder i klubben efter sommerferien

Ajax København skriver følgende:

Ajax København kan med stor glæde offentliggøre, at færøske Silja Geirsdóttir Eystberg tiltræder klubben efter sommerferien.
Silja er bagspiller og født i år 2006. Trods hendes unge alder, så har hun været en meget vigtig del af Kyndils hold, der i denne sæson både vandt det færøske mesterskab og pokalturneringen. Hun har derudover gjort sig på alle Færøernes ungdomslandshold, hvor det er blevet til slutrunder – og med udsigt til en mere, når hun senere på måneden skal med U20-landsholdet til VM i Kina.
Det er en meget talentfuld spiller, der nu skal videre mod Danmark og Ajax København, som mange andre færinger har gjort før hende med stor succes. Dette til stor glæde for sportschef Simon Guldager og cheftræner Martin Grønmann:
- Vi har fulgt Silja over længere tid og har et rigtig godt kendskab til hende – blandt andet via sine mange kampe på diverse U-landshold. Vi er glade for, at hun ser samme gode match med os, som vi gør med hende, og vi glæder os til at få hende til København efter sommeren, fortæller Simon Guldager og følges op af Martin Grønmann:
- Silja er en virkelig interessant spiller, der passer godt ind i den måde, vi gerne vil spille på. Hun har et rigtig fint skud, men hendes største kvaliteter skal findes i fintespillet, hvor hun har et særdeles hurtigt fodskifte. Vi skal have respekt for, at hun er ung og skal bruge lidt tid. Men jeg er sikker på, at når hun først er faldet til og ind i spillet, så bliver hun en stor profil for os, tilføjer han.
Silja selv ser frem til sommerens skifte:
- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Ajax og til at møde alle i og omkring klubben. Jeg har kun hørt positive ting om klubben, og ser frem til at tage næste skridt i min udvikling som håndboldspiller, afslutter hun.