FCM-spiller glad og stolt over udtagelse

FCM Ungdom bringer følgende ord på sin hjemmeside:

Frederikke Hedegaard fra FCM U16 er en af de fem hunulve som er udtaget til U17-landsholdet.


Når U17-landsholdet den 9. april møder ind til samling i Kolding, er det med fem FCM’ere i truppen. Landstræner Flemming Dam Larsen har fundet plads til Louise Jensen, Emilie Steffensen, Olivia Simonsen, Jeanette Toft Hansen og Frederikke Hedegaard.

For Frederikke Hedegaards vedkommende er det hendes første udtagelse til det danske U17-landshold. Hun får muligheden for at få sin debut i de to træningskampe.

- Det er en super fed følelse. Jeg blev super glad og stolt over at få chancen for at repræsentere Danmark. Det er fedt, når man nu bruger mange timer på træning, så jeg ser det lidt som ”et klap på skulderen”, siger en glad Frederikke Hedegaard.

Frederikke blev spurgt hvordan det bliver at trække i den røde-hvide landsholdtrøje.

- Nu er det første gang, at jeg er udtaget til kamp med landsholdet, men jeg tænker, at det må føles helt specielt, og jeg glæder mig rigtig meget til at opleve det.

For Frederikkes vedkommende er det hendes bare anden gang hun er udtaget til en samling, og hun ser meget frem til at deltage i samlingen i Kolding.

- Som ved tidligere samlinger, jeg har deltaget i, ser jeg også ved den kommende samling frem til at deltage i nogle gode træningspas, hvor jeg bliver udfordret på en anden måde end hjemme i klubben og få noget, som jeg kan tage med hjem og arbejde med og bygge videre på, siger Frederikke og fortsætter.

- Og så selvfølgelig, at få lov til at spille kamp og repræsentere Danmark. Det tror jeg bliver helt specielt. Derudover er det fedt at få et godt sammenhold og kendskab til nogle, jeg ikke spiller sammen med til hverdag.