Flemming 'Tuborg' Larsen: Spændende at se, hvor vi lander

DHF's talentansvarlige på pigesiden frygter mere for bredden end eliten

Som så mange andre savner Flemming 'Tuborg' Larsen også håndboldsporten, men han frygter ikke umiddelbart, at coronapausen kommer til 'koste' dyrt.

- Vi ved jo ikke, hvad en så lang pause kommer til at betyde, når vi igen for alvor må komme i gang. Jeg tror dog, at vi nok skal klare den. Umiddelbart frygter jeg mere for bredden end for eliten, når vi snakker frafald, siger han og uddyber:

- De 'elitespillere' fra årgang 05 og opefter, jeg som talentansvarlig har kontakt til, og deres klubber, fortæller om målrettet træning. Jeg kan dog godt frygte, at der vil være breddespillere, der stopper med håndbold, fordi der er andre tilbud - og tilbud der rent faktisk er tilgængelige. På drengesiden kunne det typisk være E-sport.

Flemming 'Tuborg' Larsen understreger, at det er vigtigt, at man ude i klubberne og forbundsregi kommer stille og roligt i gang.

- Vi har eksempelvis mindet trænerne omkring kredsholdene om, at det er vigtigt, at de ikke forcerer deres træninger, fordi de har måttet aflyse flere af dem. Man kan sagtens forestille sig, at der vil komme flere kampe for og dermed flere belastninger på spillerne, når vi kommer i gang med at spille kampe igen, siger Flemming 'Tuborg' Larsen og fortsætter:

- Det bliver interessant at se, om coronapausen betyder, at vi vil se færre skader i august og september, der er nogle måneder, der typisk giver mange skader. Vi har jo nogle spillere, der har kunnet træne fysisk i en del måneder og ikke er blevet belastet af kampe. Det er nok svært at lave videnskab på det, men der bliver interessant at se.

Hvad tror du, pausen kommer til at betyde rent landsholdsmæssigt?

- I første omgang står vi med nogle spillere, der ærgrer sig rigtig meget over nogle aflyste slutrunder hen over sommeren. Man kan jo sige, at alle lande er ramt af corona-situationen, men jeg tror faktisk, at vi et land som Danmark, med den gode organisation vi har på klubplan, er bedre stillet end de fleste lande, når vi kigger på konsekvenserne af krisen og pausen.