Flot dansk sejr over Kroatien

U18 EM: Danmark klar til semifinalen

Efter en tæt kamp, hvor Danmark aldrig var bagud, spillede det danske U18-landshold for drenge sig tirsdag aften i EM-semifinalen via en 22-20 sejr over værtsnationen Kroatien, der som Danmark havde vundet samtlige sine tre indledende kampe.

Danmark fik en drømmestart og bragte sig på godt 10 minutter foran 7-2. Forsvaret stod perfekt, og i den anden ende var især Mads Lenbroch og Magnus Haubro særdeles skarpe.

Kroatien skal dog have ros for at kæmpe sig flot tilbage. Hjemmeholdet fik kontakt ved 10-10, men danskerne trak igen fra op mod pausen og førte her 13-11.

Kort inde i 2. halvleg kom det moment, der vel mest af alt blev afgørende for den danske sejr. En 4-5 redninger på kort tid af Simon Egtved gjorde det muligt for Danmark at slå et hul og bringe sig foran 20-15. 

Selv om Krotien i slutfasen fik den danske føring ned på to mål, så var sejren aldrig i fare. 

Med sejren - og Frankrigs sejr over Serbien, kan Danmark ikke undgå at ryge over i semifinalen.

Lauritz Leger blev i øvrigt kåret til kampens bedste dansker. Bagspilleren må dog have været i hård konkurrence med især Mads Lenbroch, der var fremragende fra venstrekanten.

Mål for Danmark: Mads Lenbroch 4, Lauritz Leger 3, Mads Hoxer Hanggaard 3, Thor Christensen 2, Magnus Haubro 2, Johan T. Kofoed 2, Anton K. Filtenborg 2, Oskar V. Rasmussen 1, Simon Pytlick 1, Jeppe Cieslak 1, Jon Katballe 1.

Generation 24