'Flot DM-stævne med de rigtige vindere'

DHF-talenttræner Martin Holmgaard Pedersen sætter ord på DM-stævnet i Roskilde

I weekenden havde jeg, sammen med mine kollegaer fra DHF’s drenge talentsystem og ungdomslandshold, fornøjelsen af at overvære DM Final 4-stævnet for U16 og U18 drenge. 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til både at takke og lykkeønske Roskilde Håndbold for et flot og velafviklet DM-stævne. Stafetten fra sidste års stævne i Skanderborg blev flot taget videre og der skal lyde en stor ros til den flotte ramme og setup i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena der så absolut var et DM-stævne værdigt.     
 
Guldet blev i mine øjne fortjent fordelt til de to dygtige mandskaber fra Skanderborg Håndbold i U16 og GOG Håndbold i U18. Uden at sætte en gammel plade på med ”Kliche” så blev det for begge holds afgørende, at de store individualister trådte i karakter samt at hele holdet performede på et højt niveau over hele weekenden. Tillykke med guldet, men lige så stor tillykke til de øvrige hold i både U16 og U18. Vindere findes ikke altid øverst på podiet og når enten tømmermændene eller skuffelsen er forduftet, håber jeg alle hold kan se tilbage på en sæson hvor alle spillere er blevet udviklet og udfordret bedst muligt.    

På spildelen glæder det mig, at der over hele weekenden blev spillet et minimum af 7 mod 6 og der i de fleste undertalssituationer rent faktisk blev spillet 5 mod 6 i undertal. I den anden ende af tilfredshedsspektret manglede jeg at se de offensive forsvarskompetencer blive iscenesat i højere grad. Enkelte hold havde 5-1 ganske kort oppe af værktøjskassen men størstedelen af holdene praktiserede dog den traditionelle 6-0 formation.       

Der venter i den kommende periode mange spændende opgaver i DHF-regi og vi vil sikkert se flere af weekendens deltagere på diverse indkaldelser til enten talentsamling, symposium, medie, sommerlejr eller ungdomslandshold. Mange spillere skal i spil over foråret samt sommeren og det skal siges, at deltagelse i et ungdoms DM eller det modsatte på ingen måde hverken er adgangsgivende eller diskvalificerende ift. udtagelse til talentaktiviteterne.

Tak igen for en god weekend og vi ses ude i hallerne.
Martin Holmgaard Pedersen - DHF Talenttræner
Generation 24