Fokus: Forskel på ungdomsbold i Danmark og Norge

Efter halvandet år som talentchef på herresiden i det norske håndboldforbund, har Ubold snakket med Claus Dalgaard-Hansen om, hvad der er de største forskelle mellem de to lande på ungdomssiden.

- Det der blandt andet er ens er medlemstallet, der er nogenlunde ligeså mange teenagedrenge der spiller håndbold i Norge som i Danmark. Forskydningen sker i overgangen fra ungdom til senior, hvor man i Danmark i alderen 20-24 år pludselig har dobbelt så mange spillere som i Norge, frafaldet er således meget, meget stort i transitionen mellem ungdom og senior i Norge, fortæller Dalgaard-Hansen.

Hvad er den største forskel i dagligdagen for spillerne?

- Den samlede belastning. Når man ser på antallet af haltræninger er det helt normalt, at de 16-18 årige i Norge har fem-seks træninger i hallen om ugen, adskillige har syv, enkelte otte. Det sker i en kombination af træning i klub og træning på skolen. I Danmark er normen for de dygtigste spillere i den alder fire halpas om ugen, nogle har tre, nogle få fem, siger talentchefen og tilføjer, at drengene i Norge til gengæld ikke styrketræner ligeså meget som i Danmark.

- Dertil kommer, at antallet af kampe er væsentlig større. I Norge kan spillerne springe fra hold til hold uden karantæne, det betyder helt konkret, at vi fra forbundets side lod en 07 spiller blive hjemme fra landsholdssamling i begyndelsen af november, da han havde spillet 13 kampe måneden inden. Vi kan som forbund ikke tage ansvaret for at fylde yderligere belastning på en spiller som ham, det ville være uansvarligt, konstaterer Dalgaard-Hansen.

Hvilke andre ting vil du pege på?

- En anden forskel er overgangen til senior, der sker tidligere hos os i Norge end i Danmark. Du kan i Norge i denne sæson spille senior som 2007er. Når jeg sammen med NHF (det norske håndbold forbund) har sammenlignet aldersfordelingen i 2.  division de to lande imellem, så har det den konsekvens, at hvor man i Danmark ikke har nogle 06ere der spiller 2. division, så er 06 den årgang der er bedst repræsenteret på holdkortet i den norske 2.division. Faktisk er lige over halvdelen af alle 2. divisionsspillere i Norge født i 2004 eller senere, i Danmark er det 11 procent.

Er der andre strukturelle ting, du er blevet opmærksom på?

- Ja. Det man i Danmark skal være mest glade for er uden tvivl særreglerne (det, at man ikke må skifte forsvar/angreb og mandsopdække). Det må vi i Norge i den ældste ungdomsrække og det i kombination med, at der er mange der tidligt spiller senior har store konsekvenser for spillerudviklingen.

- Da de fleste unge håndboldspillere er dygtigere i angrebet end i forsvaret, så låses mange unge spillere heri Norge desværre fast i angrebsroller og vi udvikler i Norge alt for få tovejsspillere i disse år. Det er en stor udfordring, da tovejsspillere efter indførelsen af det hurtige opgiverkast er blevet vigtigere end nogensinde, eftersom det næsten er umuligt at skifte mere end én spiller mellem forsvar og angreb.

- Der har man i Danmark i en årrække indirekte motiveret spillerne til at dække op og der skylder man arkitekterne bag disse regler Jan Pytlick og Ulrik Wilbek en stor tak. Man har i Danmark oparbejdet et forspring til mange andre nationer med implementeringen af disse regler tilbage i sæsonen 2008-2009, pointerer Dalgaard-Hansen og runder af med et spørgsmål:

- Med hensyn til mandsopdækningen, så har efter min opfattelse intet med spillerudvikling at gøre, nærmere afvikling af de dygtigste. Desuden eksisterer mandsopdækningen stort set ikke på højeste seniorniveau, så måske ville det tjene håndboldsporten bedst at fjerne denne mulighed i alle rækker?