Skanderborgs Clara Bang har lagt sine knæskader bag sig og kigger fremad
Sidste weekend var Clara Bang med til at vinde HEI Elite Cup for Skanderborg. Det gav masser af slag, knubs og blå mærker, men ”det der knæ” holdt.
I fortællingen om Clara Bang vil historien om flere korsbåndsskader i en ung alder sandsynligvis altid indgå. Herunder de tre sæsoner, hun mere eller mindre måtte springe over på grund af sine knæskader. Men det er fortid.
- Der er faktisk ikke noget med knæet. Nu har jeg spillet næsten en hel sæson og en slutrunde med landsholdet, og jeg mærker slet ikke noget. Jeg tænker også, at jeg taget min tørn på det område, siger Clara Bang med et smil og tilføjer, at hun godt er klar over, at folk vil tænke på knæskaderne, når de ser hende spille.
- Sådan er det nok. Jeg tænker ikke på det, men glæder mig bare over, at jeg kan spille uden at mærke knæet på den kedelige måde, siger hun.
Selv om Skanderborg vandt Elite Cup-finalen, indledte holdet med at tabe med syv mål til FIF. Det skete i den første kamp, det nye Skanderborg-hold, der er forsvarende dansk U19-mester, spillede. Og nederlaget sved.
- Efterfølgende kiggede vi hinanden i øjnene og blev enige om, at vi bare skulle videre. Det kom vi så også, griner Clara Bang med henvisning til, at Skanderborg senere i turneringen slog FIF med otte mål.
Synes du, at der er et pres på jer, fordi I vandt DM i sidste sæson?
- Der vil vel altid være en pres udefra i sådan en situation. Det er vist helt naturligt. Vi har også lagt lidt pres på os selv, for vi vil jo gerne vinde igen. Men vi har snakket om at holde fokus på os selv og fortsætte den gode udvikling, vi er inde i. Men ja, vi er vel et af de hold, alle gerne vil slå, konstaterer Clara Bang.
Den 19-årige U19-landsholdsspiller er i gang med sin sidste sæson som ungdomsspiller. Det betegner hun som ”ret vildt”.
- Det handler nok også om, at jeg reelt har misset tre sæsoner på grund af skader. Men det er da lidt mærkeligt at tænke på, siger hun og smiler, når hun bliver spurgt til, hvad fremtiden skal bringe.
- Lige nu tænker jeg ikke så langt frem. Jeg glæder mig sådan set bare over, at jeg kan spille uden at mærke noget til knæet. Og at jeg synes, jeg bliver bedre. Det der med fremtiden kommer, når det kommer, siger Clara Bang.