Fokus: U17-drengene fra Skanderborg tog U19-ligaen med storm - 1. del

Beslutningen om at rykke en flok usædvanligt talentfulde drenge en række op viste sig at være den rigtige

Der var, både på forbundsplan og ude i hallerne, rynkede pander, da Skanderborg Håndbold annoncerede, at klubbens forsvarende danske mestre i U17 skulle deltage i den nye U19-liga som Hørning Håndbold. Godt nok havde holdet vundet JHF’s Elite Cup for U19-hold i sidste sæson, men alligevel. Var holdet virkelig så godt?

Nu, hvor COVID-19 har afsluttet sæsonen før tid, kan det gives et svar. Og det er et meget stort ja. Det var holdet.

Hørning-drengene lå, med tre spillerunder tilbage, nummer to i ligaen, hvor holdet kun tabte til Mors-Thy. Og det skulle have sket mirakler af de helt store, hvis ikke U17-holdet var kommer til U19 DM. Og holdet har ikke fedtet sig gennem ligaen, men uddelt øretæver i større stil. Spørg eksempelvis i Aalborg Håndbold, der var bagud med 12 ved pausen mod Hørning.

Vi ved ikke, om Hørning kunne have vundet U19 DM. Men denne skribent tør godt vædde hvad som helst på, at holdet havde vundet U17 DM. Uden ret store problemer endda. Men hvorfor valgte man i Skanderborg Håndbold at sige nej til en meget sandsynlig DM-titel? Kodeordet er udfordringer.

- For os i Skanderborg Håndbold, handler det om at skabe de optimale rammer og betingelser for at kunne være gode medspillere for drengene i deres forsøg på at udvikle sig til dygtige seniorelitespillere. Grundlæggende tror jeg på, at det kan være mindst lige så relevant at matche efter niveau, i stedet for udelukkende at se på fødselsattesten, så det gjorde vi. Træningskulturen på holdet har været exceptionel og den legende tilgang har smittet af fra vores træning, som er en kombination af meget seriøs, men med rigtig mange smil, grin og kommentarer, hver eneste gang. Samme mønster gælder, når vi spiller kamp. Egentlig spiller vi bare mere på de gode relationer på og uden for banen, end vi spiller systematisk, siger holdets træner igennem de tre seneste sæsoner, Mikkel Voigt Frederiksen.

Beder man Mikkel Voigt Frederiksen sætte ord på U17-gruppen, dukker sammenhold og kammeratskab op flere gange.

- Vi har en gruppe drenge, der er meget stærkt sammentømret og som er hinandens bedste venner. Syv i gruppen har spillet sammen, siden de var U12, og de nye spillere er hurtigt blevet integreret i truppen. Og så har vi fået et par spillerne fra Færøerne ned med en omgang vikingmentalitet. Når der står en spiller og siger, at han altså ikke er rejst 2000 km for at deltage i en sløv omgang træning, så påvirker det resten af gruppen positivt, konstaterer Mikkel Voigt Frederiksen med det smil.

Hvad har næsten en hel sæson i U19 givet dine spillere?

- Det har selvfølgelig haft en betydning, at de har mødt spillere på deres egen størrelse. Og selvfølgelig også bedre spillere. Men først og fremmest har det givet dem frihed. Havde vi spillet U17, havde vi været kæmpe favoritter, der næste kun kunne skuffe, i hver eneste kamp. Og kigge på tabellen. I U19 har vi kunnet spille uden pres, hvilket har givet plads til at prøve ting af, og vi har vidst, at hvis ikke vi spillede godt, så kunne vi tabe, siger Mikkel Voigt Frederiksen.

Nu nævner du størrelse. De her drenge har vel været mere parate end de fleste til at rykke en række op?

- Helt sikkert. Vi har nogle drenge, der har ren genetisk har fået mange centimeter med i bagagen. Men som også har trænet rigtig, rigtig godt fysisk og som er godt skolet på den konto. Det skal også med, at jeg har fem spillere, der er født i januar, og generelt er spillerne født tidligt på året. Havde de spillet U17, var de kommet til at stå over for spillere, der var 20-22 måneder yngre, forklarer Mikkel Voigt Frederiksen.

I er, som U17-hold, blevet nummer to i U19 Vestligaen. Hvad gør man med sådan et hold i næste sæson?

- Først og fremmest handler det om at fortsætte med at udfordre de her drenge på den rigtige måde. Vi er i gang med at planlægge, hvordan vi griber det an, men vi er endnu ikke færdige med det arbejde. Men det er en meget spændende opgave for akademiet, slutter Mikkel Voigt Frederiksen.

De kommende dage vil der blive sat flere ord på Mikkel Voigt Frederiksens mandskab.

 

 

Generation 24