Fokus: U17-drengene fra Skanderborg tog U19-ligaen med storm - 2. del

Ligatræner Nick Rasmussen sætter ord Hørnings U19-drenge

- Jeg kan faktisk ikke komme på ulemper.

Sådan lyder det fra Nick Rasmussen, cheftræner for Skanderborg Håndbolds ligaherrer, når han bliver bedt om at give sin vurdering af de U17 drenge fra klubben, der under navnet Hørning Håndbold endte som nummer to i Vestligaen.

Rasmussen kender spillerne på holdet indgående via et tæt samarbejde med træner Mikkel Voigt Frederiksen.

- Mikkel og jeg har brugt lang tid på at snakke om det her. Og jeg har en løbende dialog med Mikkel og Laurids (Søegaard, træner for klubben U19-drenge, red.) om deres spillere. Havde det været i et andet fag, havde man vel sagt, at vi arbejder tværfagligt. Det er ikke sådan, at jeg bare uden videre hiver en U17- eller U19-spiller op til en træning eller kamp, lyder det fra Nick Rasmussen, der tidligere, i Fredericia, har trænet drenge i U17-årgangen.

- Der er ingen tvivl om, at de her Skanderborg-drenge er meget, meget talentfulde, og man har en meget homogen trup med mange kompetencer. Og at de er bedre end de hold, man typisk ser i en U17-række, siger Rasmussen og fortsætter:

- Tidligere har man været nervøs for at rykke unge spillere opad pga. de fysiske udfordringer. Men den afstand, der tidligere var mellem årgangene, er, som jeg ser det, blevet mindre, fordi mange klubber virkelig prioriterer den fysiske træning. Det gør vi også i Skanderborg. Vel nærmest hele 02-gruppen har trænet med seniorgruppen, og det ville vi jo ikke gøre, hvis vi frygtede, at de blev ’smadret’. En enkelt, Thomas Arnoldsen, har været med tidligere end de andre, og det handler om at kigge på den enkelte spillers udvikling.

Hvor mange af de her U17-spillere bliver ligaspiller i Skanderborg?

- Det er svært at sige, fordi det afhænger af flere forskellige ting. Det er nok ikke otte… Men jeg kan sagtens se rigtig mange fra U17-holdet spille liga eller 1. division som seniorer i andre klubber, hvis de ikke skal være hos os. Men de er stadig så unge, at der kan ske meget med deres udvikling, der sker i hop. Nogle gange hopper de meget højt på meget kort tid, andre gange er der stilstand. Og selv om de er talentfulde nu, kan der sagtens ske meget med dem i de kommende år, fastslår Nick Rasmussen.

Generation 24