Selv om tilmeldingsfristen først udløber om halvanden måned, sætter Viborg-stævnet rekord
Foreløbing har 195 ungdomshold meldt sin ankomst til Generation Handball 2019, der spilles i Viborg fra 29. juli til 3. august. Dermed er deltagerrekorden på 185 hold, der blev sat i 2018, slået - selv om der stadig mangler halvanden måned, før tilmeldingsfristen udløber.
Stævnemanager Jens Steffensen kan fortælle, at 47 procent af de tilmeldte hold til årets stævne er danske.
- Det er fantastisk, at vi ser et mix af gengangere og helt nye hold blandt de tilmeldte til årets stævne. Det vidner både om, at de hold, der har været med før, er tilfredse, samt at vi når ud til nye klubber, siger Jens Steffensen og tilføjer:
- Jo flere hold, der deltager, des større mulighed får flere børn og unge for at blive en af et stærkt fællesskab forenet om sport - og blive en del af et socialt fælleskab, hvilket er et af vores helt store mål. Så vi er på alle måder glade for deltagerrekorden.
Ud over de mange ungdomshold, der tager turen til Viborg, har også en række seniorhold meldt deres ankomst til stævnet. Seniorerne, der blandt andet tæller de norske elitehold ØIF Arendal og Rælingen HK, samles til Generation Handball for at skyde sæsonen i gang med en træningslejr.
Læs mere om stævnet på www.generation-handball.com