Gidsel er 'Årets Talent': Hurtige hænder, hurtige fødder

Mathias Gidsel, årgang 99, er Årets Talent i Primo Tours Ligaen

GOG’s Mathias Gidsel er af kollegaerne i Primo Tours Ligaen og 1. division samt de danske udlandsprofessionelle blevet kåret til ’Årets Talent’ i den bedste række herhjemme efter en rigtig stærk sæson for GOG. Og dermed må der endegyldigt være slukket for snakken fra de håndboldkloge om hvorvidt knægten fra Skjern kan begå sig i bagkæden på liganiveau.

- Jeg tænker, uden at skulle puste mig for meget op, at titlen er en begmand til en hel del mennesker, også i DHF-systemet, jeg har mødt gennem årene, og som har fortalt mig, at det der med at være bagspiller, det kunne jeg godt glemme, lyder det fra Mathias Gidsel.

I GOG bruges han både som playmaker og højre back, og kodeordene er hurtige fødder, hænder og hoved.

- Jamen, jeg er jo nødt til at finde på noget andet, når jeg ikke er Emil Lærke og afslutter fra 15 meter, griner Gidsel og sætter flere ord på.

- Jeg har aldrig været fysisk stor og stærk, så jeg er nødt til at søge ind tæt på forsvaret og forsøge at finde huller med min fart. Der betyder også, at jeg ofte kommer ud i nogle mærkelige vinkler, men lige der elsker jeg at være. Jeg er godt klar over, at en del modstandere er sure over, at jeg ryger en del rundt i lokalet, når jeg bliver tacklet, men det skyldes altså kombinationen af lav vægt, fart og at jeg ofte er lidt ude af balance i min afslutninger.

Mathias Gidsel sender rosende ord efter både Mathias Albrektsen og  Nicolej Krikau, to trænere der i de seneste år har troet på ham som bagspiller, trods de manglende kilo og centimeter.

- De to er en af grundene til, at jeg er og har været så glad for at være i GOG. Det har været fedt, at der ikke på forhånd er sat forhindringer op for mig, men at jeg har fået chancen for at bevise mit værd som bagspiller, lyder det fra Mathias Gidsel, der ser frem til igen at kunne spille håndbold.

- Det har været en meget mærkelig perioder med corona-nedlukningen, og i GOG er vi endnu ikke kommet i hallen. Så jeg har måtte finde andre måder at træne på, hvilket har betydet, at jeg har taget 6 kilo på. De fleste naturligvis i venstre overarm, lyder det med et grin.

 

Generation B ny