Landstræner Nicolaj Jacobsen og Keld Vilhelmsen skal styre GOG's U19-piger
Skolerne i Oure og håndboldklubben GOG foretager nu en stor satsning på kvinde- og pigesiden. Normalt er det på primært herre- og drengesiden, at GOG og Oure har høstet medaljer og anerkendelse, men nu vil klubben og efterskolen satse målrettet på pigerne også. Lige fra U15 over U17 til U19. Og den nye satsning lægger ud med et kæmpe trænernavn.
Danmarks landstræner og verdensmester, Nikolaj Jacobsen, skal nemlig være træner for GOG/Gudmes U19-kvinder. Ja, han fortsætter naturligvis som landstræner for Danmarks håndboldherrer, men fra næste sæson stopper han som træner i den tyske Bundesligaklub Rhein Neckar Löwen for at flytte hjem til Danmark.
Det betyder, at han har mulighed for at vende hjem til sin barndomsklub GOG, hvor han har sagt ja til at blive assistenttræner for klubbens U19-piger i næste sæson.
Det bliver Keld Vilhelmsen, som bliver cheftræner for GOG/Gudmes satsning på U19-holdet på kvindesiden. Keld Vilhelmsen er, udover at være privat ven med Nikolaj Jacobsen, selv tidligere håndboldspiller i GOG, og han har i de seneste år trænet GOGs 2. divisionsherrer.
Trænerteamet kommer derudover til at bestå af assistenttræner Anders Schwartz. Den markante oprustning på trænersiden og den massive satsning på kvindesiden i GOG/Gudme fuldendes af, at en nuværende ligatræner, Skanderborgs Kristian Danielsen, skal være fysisk træner for GOG/Gudmes U19-kvinder.
Hvorfor skal Nikolaj Jacobsen træne piger, når han i dag træner drenge? Ja, det skyldes såmænd, at Nikolaj Jacobsen datter, Sille, skal spille med på netop det U19-hold, som Nikolaj Jacobsen skal hjælpe til med at træne. Nikolaj Jacobsen datter Sille går i dag på Oure Kostgymnasium og spiller håndbold for GOG/Oure i dag – og i næste sæson.
Det er dog ikke kun U19-kvinderne, der bliver satset på i GOG/Gudme/Oure. Det er også sat navne på de ansvarlige for U17årgangen, og det bliver førnævnte Anders Schwartz, som får ansvaret for det unge kuld. Han får kyndig assistance, da Kristian Danielsen, den netop omtalte ligatræner fra Skanderborg, skal være fysisk træner – også for U17’erne.
Også U15-pigernes trænerteam er der sat navne på: Det bliver Mikkel Gunnar, som får ansvaret for GOGs bedste, og det bliver Christian Trodsøe, som bliver ansvarlig for Oures bedste, og så bliver det Ida Dyhr, som får tjansen som assistent for U15-satsningen i GOG.
Det er den talentansvarlige på Oure og GOG, Carsten Langager Jensen, der står bag konstruktionen af de nævnte trænerteams. Han har i mange år stået bag talentarbejdet på herresiden på Oure og i GOG.