GOG slog uden de store kvaler Ajax og møder Skanderborg søndag
U17 piger semifinale
GOG – Ajax 30-24 (17-13)
Mål GOG: Signe Bang 8, Freya Hattesen 7, Julie Persson 5, Nicoline Hovgaard 3, Freya Koch 2, Laura Valberg 2, Ditte Alnor 2, Maja Sommer 1
Mål Ajax: Milica Djukic 7, Karla Lillemose 3, Cecilie Engel 3, Simone Frahm-Hansen 2, Cornelia Løvgren 2, Anna May Christensen 2, Lærke Hrenczuk 2, Andrea Münster 1, Ella Shutzman 1.
GOG spillede sig uden problemer i U17-pigernes DM-finale, hvor rivalerne fra Skanderborg venter.
Det blev aldrig den store kamp. Dertil var GOG ganske enkelt for gode. Men det lykkedes dog Ajax at stikke et par kæppe i det fynske hjul et par gange i opgøret, blandt andet ved kortvarigt at spille 7 mod 6. Ajax slog aldrig op i banen, selv om overmagten var stor.
De to Ajax-keepere Maria Koerth og Karoline Makne stod bedre, end resultatet antyder, men de blev overstrålet af Andrea Nørklit, der ganske enkelt var fremragende i GOG-målet.
Hos GOG bar trioen Signe Bang, Julie Persson og Freya Hattesen læsset, og de godt med 20 mål til sammen.
Bedømt ud fra de to semifinaler i dag venter der et brag af en finale i morgen – og det kunne også godt ligne en tæt bronzekamp.