Grindsted ansætter udviklingsansvarlig

Thomas Reeh skal primært holde fokus på klubbens U11-U15 spillere og trænere

Grindsted skriver følgende:

Vi er stolte af at kunne byde velkommen til Thomas Reeh, som tiltræder som udviklingsansvarlig i GGIF Håndbold fra august.

Thomas kommer med en imponerende erfaring fra både dansk og norsk håndbold, hvor han blandt andet har arbejdet som talentchef, talenttræner og udviklingsansvarlig. Med sin store faglighed og passion for udvikling skal han være med til at løfte vores ungdomsafdeling endnu et niveau.

Hans primære fokus bliver vores U11-U15 spillere og trænere, hvor han skal skabe endnu bedre træningsmiljøer, styrke udviklingen og sikre en stærk rød tråd gennem ungdomsafdelingen. Samtidig bliver han en vigtig sparringspartner for vores ældste ungdomshold.

Ansættelsen er endnu et vigtigt skridt i vores ambition om at skabe de bedste rammer for børn og unge i GGIF Håndbold – både på og uden for banen. 

Formand Flemming Pedersen siger:
- Thomas kommer med en enorm erfaring, høj faglighed og en stor passion for udvikling af både spillere og trænere. Vi er overbeviste om, at han bliver en stor gevinst for hele vores ungdomsafdeling.

Thomas Reeh siger:
- Jeg ser et stort potentiale i GGIF Håndbold. Klubben har oplevet en imponerende udvikling gennem de seneste år og har samtidig skabt et stærkt fundament med dygtige frivillige, engagerede trænere og gode samarbejds-partnere. Jeg glæder mig til at blive en del af et miljø, hvor man investerer i mennesker og udvikler både spillere og trænere.