Hård EM-opvarmning venter U17-pigerne

Heine Eriksen og Mikkel Voigt Frederiksen skal desuden udtage en ekstra spiller

Fredag og lørdag i denne uge møder U17-pigernes landshold i Skærbæk Ungarn i to kampe, der fungerer som den sidste opvarmning til EM i Slovenien. Og der bliver på flere måder varmt i hallen, fortæller landstræner Heine Eriksen.

- Vi skal møde et meget stærkt ungarnsk hold med mange meget dygtige spillere. Ungarn er, som jeg ser det, den stærkeste nation i Europa på pigesiden, og de satser meget. Det hold, vi møder i Skærbæk, har eksempelvis spillet mere end 20 landskampe flere end os, siger Eriksen og fortsætter:

- I Ungarn har man desuden langt flere samlingsdage, end vi har i Danmark, og hvor vi har spillere fra mange forskellige klubber med, er det modsat med Ungarn. Mere end to håndfulde af de spillere, vi møder i Skærbæk, spiller i samme klub.

I udtog kun 15 spillere til EM-truppen. Kommer der en mere?

- Helt sikkert. Vi fik Clara Skøtt skadet i Polen i sidste uge, så vi går og afventer, hvordan det står til med hende. Men vi tager 16 med, altså alle dem, vi må. Selvfølgelig. Der er tale om det første mesterskab i denne årgang, så vi spekulerer ikke i at vente, til vi kommer derned og i gang, før vi henter det, vi synes mangler. Der er 16 spillere med i flyveren.

Hvad forventer du af EM?

- Det kan gå til både højre og venstre. Nogle af nationerne har vi en idé om, hvor gode de er. Andre er vi ret blanke på. Så vi er spændt på at se niveauet på denne nye årgang, fastslår Heine Eriksen.

Generation 24