Det er svært at forstå, at DHF ikke har kunnet svinge sig op til at gøre reklame for weekendens DM-stævne
Så er vi i gang med DM for U16 og U18 piger i Silkeborg. Et rigtig fint arrangement, hvis arrangør, Silkeborg-Voel KFUM, skal have ros for at have gjort noget ud af weekenden. Indtil videre ser det ud som om, at det hele spiller.
Et DM er kulminationen på en sæson og en begivenhed, som man godt kan forvente, at det bliver gjort lidt ekstra ud af. Derfor kan det i den grad undre, at DHF ikke har kunnet finde tid til at lave bare en lille optakt på DM-stævnet.
Går man ind på forbundets hjemmeside, finder man intet om stævnet i Silkeborg. Og med intet menes INTET. Men så på Facebook da? Mere INTET.
Konklusion? DHF ser det åbenbart ikke som sin opgave at promovere DM-finaler for ungdomshold.
Jeg skal ikke kunne sige, om en indsats fra DHF's havde lokket flere tilskuere til Silkeborg. Men jeg har svært ved at forstå, at man som forbund helt kan ignorere en sådan begivenhed rent kommunikationsmæssigt.
Rolig nu, tænker du. De gode DHF-folk har jo travlt med at skrive referater fra de kampe, som U19- og U21-landsholdsdrengene i øjeblikket spiller ude i Europa. For landshold må man da prioritere... Et tip: De referater finder du på hylden med INTET.
OBS: DHF har efterfølgende gjort opmærksom på, at det er et prioriteringsspørgsmål, at der ikke er blevet "slået på tromme" for DM-stævnet i Silkeborg. Og at der ikke laves referater af ungdomslandsholdenes kampe, fordi der ikke er nogen, der læser disse.