Oure

HF Mors lurer på Ligaplads

onsdag. 09. oktober - 2013 af admin  | Foto: vildmedfoto.dk


U18 drengene fra HF Mors betegnes af nogle som en af outsiderne til at snuppe en af de seks Liga-pladser, men i en pulje med hold som HC Midtjylland og Århus Håndbold 1 skal der en del til at ende i top-2, erkender cheftræner Lars Krarup.

- Jeg anser Århus Håndbold som en af de store favoritter, og vel ikke bare til at komme i Ligaen, men også i forhold til DM. Men flasker tingene sig for os, så er en plads i Ligaen da ikke helt umulig, lyder det fra Lars Krarup.

En af de ting, der kan komme til at stå i vejen for HF Mors, er holdets bredde, der ikke er enorm. Holdet har mistet et par bærende spillere, der har vægtet skole og arbejde højere end den store træningsmængde. Til gengæld har man fundet en fyr ved navn Morten Jensen, der trods U18-alder allerede i sidste sæson spillede seniorbold og blev ”opdaget” på Thisteds Handelsskoles skolehold.

- Vi havde håbet at kunne få begge hold med i 1. division, og hold 2 var da også tæt på, men tabte den afgørende kamp knebent. Og vi har ikke en bredde, der gør, at vi vil være upåvirkede af skader, fortæller Lars Krarup, der til gengæld råder over et meget sammenspillet mandskab.

- De her gutter kender hinanden rigtig godt, og op til denne sæson har vi bygget videre på det, vi har været gode til. Vi har finpudset lidt på den røde tråd, der er i klubben, og lige fået nogle nye input.

Trænger til at spille kamp

HF Mors har haft nogle lidt svingende testresultater, hvor det ikke gik specielt godt i Elite-Cup’en, selv om holdet kort tid forinden havde slået HC Midtjylland stort i en træningskamp. Derfor glæder Lars Krarup sig over, at en lang opstartsfase er ved at være slut, hvorefter der venter ”rigtige” kampe.

- Vi trænger i den grad til at komme i kamp, hvor der er rigtige point på spil. Det har været et meget langt tilløb, og efter kun otte kampe venter der så en pause på fem uger, hvilket er noget specielt, siger han og fortsætter:

 - Det er klart, at vi drømmer om en plads i Ligaen, men hovedformålet for os er og bliver at udvikle en håndfuld af vores 95’ere, så de næste år kan gøre sig gældende omkring vores hold i Herre Håndbold Ligaen.

Ud over Århus Håndbold og HC Midtjylland er HF Mors i pulje med Hjallerup 2, alias Aalborg Håndbolds 2. hold, samt Viborg HK. Modstanderen i den første turneringskamp er HC Midtjylland.


Til toppen ↑