HIH har solgt Emilie Steffensen

Stortalentet rykker til en anden dansk ligaklub

HIH skriver følgende i en pressemeddelelse:

Herning-Ikasts 18-årige stortalent Emilie Steffensen, som netop er udtaget til landstræner Jesper Jensens nye bruttotrup, kommer i næste sæson til at tørne ud for en anden dansk liga-klub. 

- Det er selvfølgelig med blødende hjerte, at vi tager afsked med et så stort talent af egen avl, men salget giver på flere måder god mening, siger Herning-Ikasts nye salgs- og sportsdirektør Daniel Grønhøj.

- Emilie trænger i den grad til at få spilletid under pres i kampsituationer på  liganiveau, og det har vi ikke rigtigt haft mulighed for at give hende, selvom hun med status af U19 spiller har trænet fuldt med i ligatruppen i snart to år- og samtidig optrådt på vores U 19-ligahold som fører vestrækken suverænt.

- Vi håber, at hun med luftforandring og større spillemæssigt ansvar vil kunne få forløst det potentiale, vi alle ser i hende, og vi håber - både Emilie og os, at der bliver tale om et på gensyn og ikke et farvel, siger Daniel Grønhøj.

Salget har også et økonomisk element i sig.

- Dels giver det os en indtægt i indeværende regnskabsår, men lige så vigtigt er det at kigge på omkostningsniveau for den kommende sæson. Vi håber som alle andre, at corona-krisen snart aftager af mange gode grunde, men det er et faktum, at både vi og mange af  vores samarbejdspartnere bliver ramt af dette her, og derfor mener vi, at det er rettidig omhu at se på omkostninger - også de sportslige - allerede nu, siger Daniel Grønhøj.

- Der har jo været spillet ligahåndbold på højt niveau i Ikast i 30 år, og det skulle der også gerne kunne gøres i fremtiden, og derfor er det mega vigtigt, at vi gør tingene klogt, slutter Daniel Grønhøj.

Om Emilie Steffensen har spillet sin sidste kamp for HIH i denne omgang, kan ingen jo af gode grunde sige noget om. Hun er som de øvrige trupkammerater sendt hjem med besked om at passe godt på sig selv.

Et anderledes sabbatår
For Emilie Steffensen har det heller ikke været nogen nem beslutning.

- Jeg bliver student til sommer, og på grund af håndbolden kan jeg ikke som mange af mine klassekammerater tage en tur med rygsæk til Asien eller Australien, hvis ellers verden blev normal igen. Så istedet er jeg kommet frem til at lidt luftforandring ville være godt for min videreudvikling både som håndboldspiller og menneske, og den nye klub har givet mig en mulighed som jeg tror kan blive rigtig spændende for mig. Det giver mig gode sportslige muligheder og samtidig lejlighed til at prøve, hvordan vingerne bærer væk fra den hjemlige trygge base, siger Emilie Steffensen, der fylder 19 senere på foråret.

- Selvfølgelig bliver det svært at tage afsked med pigerne - både de voksne damer på liga-holdet og mine kammerater på U 19-holdet, men jeg håber og tror ikke, at det bliver et farvel for altid, slutter Emilie Steffensen, som lægger vægt på, at Ikast FS og hvad det nu ellers har heddet gennem tiderne, altid vil være hendes ankerklub.

Generation 24